Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten poncho. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten poncho. Vis alle opslag

tirsdag den 11. april 2017

strikkekrise? - hvad skal jeg strikke??

STRIKKEKRISE - HVAD SKAL JEG STRIKKE NU??

Det er et mærkeligt fænomen - for jeg har jo masser af strikketøj'er jeg kan gå i gang med.

I kurven ved siden af mig i sofaen ligger et dejligt nøgle bomuld fra white nile cotton, som jeg har tænkt at strikke karklud af - gerne med et knitworklogo i (det bremser mig lidt, for jeg kan ikke helt finde ud af hvordan det logo skal være...)
Min perlestrikkede (som i med masser af plastikperler i flere farver) cardigan ligger der også. Jeg er ved at strikke ærmer - og de keder mig egentlig lidt. CB fandt ellers på et vidunderligt navn til cardignanen: M&Ms trøjen! Det gav faktisk ny lyst til at strikke på den. Men der må afveksles ind i mellem.
I en pingvinstrikkepose ligger der et par strømper med seersucker-mønster; jeg er nået til hælen på nummer to strømpe, og mønsteret har jeg lært udenad, så det er lige til at tage fat på. Og det gør jeg - ind imellem.

Jeg har adskillige projekter liggende klar til start:

en tunikakjole til Frida - strikket i håndfarvet  Frida-garn fra Fredsminde Unika Design :-);

en nederdel i vendestrik, som er på mit tegnebræt;

en dominoponcho i lys højlandsuld, som skal have firkanter i alle mulige lyse farver - sådan lidt sandstrand/marehalms/klit- inspireret; den har ligget godt og længe i sin projektkasse; måske har den endda ligget der så længe, at der må findes ny anvendelse for garnet?

jeg vil gerne strikke en stribet trøje med restegarner fra store projekter. Farvesammensætningen er ved at tage form i mit hoved, men ideen er ikke færdig endnu. Jeg leger foreløbig med Biscuits & Jam for at finde den rigtige farvefordeling på striberne ...

Flere gule&sorte projekter, som CB har ønsket sig; (huer, halsedisser etc)

Og alligevel blev jeg ramt af den lammende følelse: hvad skal jeg strikke ??
 
(billedet har jeg en gang fundet og  gemt på Pinterest - desværre kan jeg ikke finde tegneren).

PS. jeg løste den øjeblikkelige krisesituation og gik i gang med et færøsjal, opskrift af og garn fra Louise Klindt. Det strikkes oppefra og ned i en utroligt blød og lækker uld/bomuldsblanding. Så krisen er afværget for denne gang, mens jeg overvejer de øvrige projekter.

PPS. Brugen af ordet 'krise' er i denne sammenhæng brugt udelukkende humoristisk og med en snert af ironi!


lørdag den 12. marts 2016

sweaterstrik 2016


Jeg har færdiggjort fire sweatre indtil nu i 2016. Tre til mig og en til #darlinghusband.

Den første til mig selv, fordi jeg ikke kunne modstå tilbuddet på den mørkebrune funky chunky alpacauld hos Garnudsalg. Jeg startede med én cone, men blev 'nødt' til at købe en mere, den marineblå. Så nu har sweateren fået colourblocks forneden på ærmerne, striber forneden og striber i halsudskæringen. Den er blevet god og varm, let A-facon og skøn at have på.

Jeg har strikket den på pind 7½ (!). Jeg købte nemlig en rundpind på tilbud i den størrelse, 60 cm lang, uvidende om at dette er en temmeligt ukurant størrelse. Det gik op for mig, da jeg dels søgte
efter en 80 cm rundpind, dels efter strømpepinde. Sidstnævnte findes ikke! Jeg var hele vejen omkring Lana Grossa tyske hjemmeside (hvor der var mange dejlige ting!).
Rundpinden fandt jeg efter lidt søgen på de danske strikkenetsider hos City Garn og Stoffer i Århus (skønt med handel over nettet!). Så kunne ærmerne strikkes med MagicLoop-metoden. (ikke en af mine favoritter, men godt når der ikke findes strømpepinde i rette størrelse).


Den anden sweater manglede bare det allersidste finish: hæfte ender og vaske. Det er min første Stjernestøv fra den første Nirvana-bog. Jeg har strikket med lidt tykkere garn og på pind 4. Jeg er meget glad for den, og det er ikke den sidste Stjernestøv jeg skal strikke!


Sweater nr 3 er fra Annelise Bjerkely, som har en facebookside, hvor hun lægger opskrifter op. Jeg har strikket Rillegenser med to tråde: en shetlandsuld fra Garnudsalg og en rest kidmohair jeg købte på udsalg i Næstved for flere år siden. Den er blevet utroligt let og lækker. Jeg tror den kan bæres til en tynd, florlet nederdel med sving i. Så nu må jeg i stofbutikken og til symaskinen.

Den fjerde sweater - min første til CB - er strikket på ønsket om at få en Palestislender. Den findes i bogen Strikk i Strid, og når ens #darlinghusband udtrykkeligt beder om en håndstrikket sweater, så går man hjertens gerne i gang. Jeg købte også garn til denne hos Garnudsalg; tynd højlandsuld i farverne lakrids og sand.
Jeg har strikket med dobbeltgarn på p 3½ og 4. For at undgå at strikke mønsterstrik med to farver frem og tilbage har jeg strikket lige op, og  i stedet for aflukning til ærmegab strikket maskerne i én farve. Det samme gjorde jeg ved stolpelukningen, som CB ønskede sig. Så det var med tilbageholdt åndedræt og bævende hjerte, at jeg lagde sweateren i symaskinen, syede stikninger, og derefter klippede i det strikkede! Men det virkede fint nok, og det er blevet en pæn påsyning af ærmerne.

Jeg er næsten tilfreds med resultatet (jeg synes den kunne have været en smule større, men var samtidigt nervøs for at få den for stor). CB siger han er glad for den! (og jeg har planlagt én mere til ham, det ved han bare ikke endnu :-))

Nu er jeg i gang med den femte sweater: Rimfrost hedder opskriften, og den er fra AnnetteD's nye bog Vinterdage, som jeg købte på hendes popupshop i København i februar. Denne strikkes i det nye
linwoolgarn fra - Garnudsalg!



Mit næste sweaterprojekt er allerede planlagt: jeg købte noget smukt blågrøn Engleuld hos Tusindfryd cph på lagerslaget, og det skal der strikkes sweater af. Måske en Stjernestøv mere...
Desuden har jeg en UFO liggende, som kun mangler noget af det ene ærme. Det er den farverige islandsk-inspirerede, som har stribede ærmer. Den burde kunne blive færdig i en ruf!

I 2016 skal jeg registrere de forskellige garner jeg strikker med i løbet af året ved at lave farveklemmer. For hvert færdigt stykke strik vinder jeg en tråd om en klemme og notere garntype og projekt på dem. Det bliver lidt sjovt at se resultatet og hvor lang en guirlande jeg kan få ud det ved årets slutning.

torsdag den 5. december 2013

Torsdag 5. december - Harris-Tweed Rib

 Dagens firkant er ret/vrag strukturmønster med ribeffekt. Mønsteret strikkes over 8 pinde og giver en rigtig pæn dybde og struktur i det strikkede. Dog er det håndklædestrik, som så meget andet hvor ret og vrang strikkes i mønster.







Har prøvet en lidt grænseoverskridende teknik i dag: min poncho var en smule for smal forneden, og jeg besluttede at sætte en lynlås i. Teknikken består i at sætte en mærketråd midt i den maske man vil klippe op i; så hækles der en række masker (jeg brugte fastmasker, men kunne sikkert også anvende kædemasker) op til mærket: den halve af masken med mærketråden sammen med det halve af den næste maske.
Derefter klippes (det er det grænseoverskridende!) og lynlåsen hæftes fast med nåle. Jeg har syet den fast med to rækker sting. Nu bliver den vasket så den kan strækkes i facon.





 teknikken hedder steeking på engelsk, og jeg fandt naturligvis en vejledning på Pinterest.



søndag den 13. oktober 2013

Søndag 13. oktober - Eyelet RIb


 Dagens firkant er hulmønsterstrik over 8 pinde. Mønsteret er virkeligt fint og opskriften nem at følge. Jeg kan også meget godt lide de to yderdele af ribben, som vender modsat hinanden; det kunne jeg godt finde på at bruge i andre sammenhænge.
 Min poncho er færdig! 330 gram garn er der gået til den, så den er dejlig let. Og varm. Enderne skal dog lige hæftes, før den bliver taget rigtigt i brug. Jeg glæder mig til at have den på under min store vinterponcho.


En af mine  kolleger inviterede mig med i en postkort-swap; postkortet skal indeholde broderi og skal sendes til en anden (tilfældigt udvalgt?) deltager et sted i verden. Jeg skal sende postkort til Rachel i Skotland! Jeg har lavet et sæt øreringe, som er syet fast til postkortet med to korssting. Og bagsiden af postkortet er et goCard postkort med broderi :-) synes selv jeg er forholdsvis kreativ. Håber Rachel synes det samme!

Naturligvis er jeg straks gået i gang med det næste projekt: en sweater. Jeg købte noget dejligt italiensk tweed, som skal strikkes til en raglan-agtig model frit efter Bente Geils model Stribevis.

Jeg strikker også på min hjemmeopgave... er i gang med at udregning til indtagninger.

søndag den 6. oktober 2013

Søndag 6. oktober - Spaced Knots

 Dagens firkant er knuder på glatstrik. Mønsteret strikkes over 12 pinde. Det er nemt nok at strikke knuderne, (der strikkes 4m i 1m på 1. pind, og på næste pinde tages de 3 m løs af, den 4. m strikkes og de tre andre trækkes over.), men jeg fik trukket en m for meget med, så jeg blev ved med at have færre m på pinden, end jeg skulle. Det tog et par pinde at finde fejlen!



 Hjemmeopgave-huen strikker jeg på. Det virker ikke helt som jeg havde tænkt mig, men jeg fortsætter ufortødent.
Min poncho er jeg til gengæld meget tilfreds med; jeg er færdig med udtagningerne, mangler én bort, og så vil jeg strikke rib undtagen ved ærmedelene, som skal fortsættes i manchetter.

søndag den 22. september 2013

Søndag 22. september - Garter-Stitch Ridges


 Dagens firkant er striber af ret- og glatstrik. Vældigt tæppe-agtigt. Og lidt kedeligt. Mønsteret strikkes over 10 pinde.







Jeg er kommet i gang med den omvendte poncho.. Foreløbig hra jeg slået 176 m op på p3½ og strikket ca 18 cm rib, 2r 2vr. På næste omgang tog jeg 42 m ud (det svarede til efter hver 4.m) Jeg strikkede yderligere 3 omgang med bundfarven og satte maskemarkører efter 82 - 26 - 82  26 masker. Jeg tager ud efter hver cm 9 gange, og derefter hver 2 cm 10 gange. Samtidigt strikker jeg mønsterborter. Er lige begyndt på den tresie farve.



fredag den 20. september 2013

Fredag 20. september - Moss-Stitch Diamonds


 Dagens firkant er perlestrik-ruder; mønsteret strikkes over 10 pinde. Nemt at følge og det bliver pænt - også velegnet til et tørklæde eller måske et trekantet sjal. Det må overvejes.







Jeg er begyndt på ponchoen efter den omvendte opskrift. Det tog noget tid og en del udregninger for mig at 'omvende' den. Nu er det spændende om det lykkes!

torsdag den 19. september 2013

Torsdag 19. september - Double Signal Check

Dagens firkant er ret/vrang strukturmønster strikket over 8 pinde. Det er dejligt nemt at strikke - skiftet i mønsteret giver sig selv, og selv om man bliver afbrudt, er det ikke svært at se hvortil man er kommet! Den slags mønstre kan jeg godt lide.
Det skal overvejes til en halsedisse en dag.






Min kjole er færdig! Jeg er mægtigt tilfreds med den, den er bevet som jeg forestillede mig det. Formen er en yndlingsopskrift fra Ravelry, som jeg har strikket en gang før (og vil strikke igen!), men det var mere virkningen af mønstrene og sammensætningen af farverne, jeg var spændt på. g jeg er som sagt meget tilfreds! Den er også pæn på mig.


Så nu vil jeg gå i gang med et nyt projekt. jeg overvejer en poncho (efter en opskrift jeg fandt på Drops Design, og derefter har 'vendt om', så den strikkes oppefra-ned). Den skal strikkes i samme garn som kjolen, og med 'bomber'  de forskellige farver. Eller også skal jeg strikke et halstørklæde af noget af tweedgarnet, jeg har liggende . Hmmmm.... what to choose?

mandag den 9. september 2013

Mandag 9. september - Knit-Two, Purl-Two Rib



Dagens firkant er ribstrik, 2r 2vr.

Jeg strikker videre på jacquardkjolen og er samtidigt begyndt at planlægge det næste jacquard-projekt: en poncho med manchetter og høj hals (jeg så en hænge uden for en forretning på Gl Kongevej; den var pæn og dyr). Jeg fandt en udmærket opskrift på Drops Design, men den strikkes nedefra-op, jeg vil strikke den top-down. Altså måtte jeg i gang med at tælle masker, indtagninger, fordeling og havde gang i både lommeregner og kvadreret papir. Jeg tror det lykkedes mig, og jeg glæder mig allerede til at gå i gang med projektet!

søndag den 8. september 2013

Søndag 8. september - Knit-One Purl-One Rib


 Dagens firkant er ribstrik. Slet og ret! (og vrang :-)






I går blev min poncho færdig. Opskriften fandt jeg på Drops Design, garnet købte jeg i en bjerglandsby i Pyrenæerne sidste sommer; der er gået ca 500 gr garn til og hæklenål #9 er anvendt. Det tog ca 5 dage, mest fordi det var hårdt for håndleddene at hækle med så stor en nål. Resultatet er jeg meget tilfreds med!


tirsdag den 3. september 2013

Tirsdag 3. september - Basket Weave 2


 Dagens firkant er ret/vrang strukturmønster over 4 pinde. Det bliver pænt nok, men jeg synes det er lidt meget håndklædestrik. Jeg overvejer, hvad man ellers skulle strikke med det?






Sidste sommer på et marked i en bjergby i Pyrenæerne fandt jeg noget skønt uldgarn, som jeg måtte købe. Og i går blev jeg grebet af trangen til at hækle en poncho. Garnstudio.com har leveret opskriften, som jeg naturligvis har gemt i hæklemappen på Pinterest. Det er en hæklenål nr9, og det er dobbelte stangmasker, så det går pænt hurtigt.
Jacquardkjolen ligger og venter et par dage imens.