Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten babybukser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten babybukser. Vis alle opslag

fredag den 5. april 2019

Intarsia - fantasia!

 Efter at have strikket #kokohatten tre gange, følte jeg mig parat til at kaste mig over #kokosweateren.



Originalgarnet strikkes på pind 4, men jeg havde både lagergarn og byttegarn, som bliver pænere på 4½, så jeg strikker den mindste størrelse.
Diagrammet til sweateren, som er i seks dele: to ærmer, to forstykker og to bagstykker, har været  nemt at læse, omend lidt vanskeligt at følge med i, mest fordi jeg printede ud på A4 papir. Men med lidt klemmer og ekstralapper, så gik det faktisk strygende.

Lige som med Kokohatten satte jeg markører i for hver ti masker - det svarer til diagrammets lodrette linjer. Et par enkelte hjælpetråde på en af diagrammets vandrette linjer er også sat ind.

Fra tid til anden har jeg haft  gang i 6 nøgler garn på én gang, så jeg har sat tid af til at strikke på det. Til gengæld går det forbløffende hurtigt, for selv om sweateren strikkes i ét fra ærme til ærme, strikkes der jo alligevel dele ad gangen. Når jeg først er kommet i gang, får jeg også flyttet garnnøglerne frem og tilbage, så jeg undgår det totalte garnkludder :-) og ind imellem lykkedes det alligevel at få garnet snoet ind i hinanden, så der gik adskillige strikkeminutter med at løse kludder op.

Det bliver en oversize sweater, og jeg glæder mig til at den er færdig! Det er megasjovt, og det var faktisk fjernsynsstrik, selvom jeg ind i mellem måtte kigge i diagrammet :-) Mens jeg har strikket, har jeg forfinet diagram-læsningen: fra at have en hel masse linjer, har jeg formået at kunne holde øje med blomsterfelterne alene. Det har også gjort det lidt nemmere at følge med. Alligevel er der et par smuttere, men da blomsterne er blevet pæne  og veldefinerede, anser jeg det som fortolkning og ikke fejl!

På et tidspunkt i løbet af 2. ærme blev jeg nervøs for, om der var nok garn af hovedfarven. Jeg kan meddele, at det er der! Det sidste jeg mangler er sammensyningen af side- og ærmesømme og derefter ribkanten forneden på sweateren.

*****

De øvrige WIPs er Leifig (opskrift af Janne Højfeldt, garn fra Garna), små blebukser til den lille nye pige, possumstrømperne, babytæppet og tusindårstørklædet.

Jeg er vild med Jannes design -  gode opskrifter og enkle modeller, som passer lige til mig. Som regel strikket på pind 4, så det går også forholdsvis hurtigt. (på min to-knit-list af planlagte projekter ligger en af modellerne fra Strik på Tur).

Blebukser (bloomers!) strikker jeg til lillepigen. Jeg har fået opskriften af en god strikkeveninde, som selv har strikket stakkevis til sit lille nye barnebarn. Jeg strikker i meget fin tynd lammeuld (i en smuk gammelrosa farve) og på pind 2½. Det er nyt for mig, min favoritpind er fra størrelse 3½ og op :-) Men fine bliver de, de små bukser.

Strømpestrik i possumgarn - de vokser, er i gang med begge skafter nu. Det er weekendmorgenstrik, så der bliver ikke strikket helt så meget på dem for tiden.

Babytæppet er en kærlig fornøjelse. Det er efter logcabin-princippet og det er specialt designet til lillepigen af hendes mormor <3 Garnet er bomuld/silke, som faktisk var strikket op til noget andet sjal/tæppe, så nu bliver det nye strikket, mens det gamle trevles op.

#Tusindårstørklædet - gratisopskrift fra Chytræusdesign. Har sit eget blogindlæg her.

*****

Apropos trevle op, så har jeg en UFO liggende, som jeg nu overvejer optrevling af. Det er en sweater, som er strikket af byttegarn, som er et par år gammelt, og resultatet blev ikke så godt som håbet. Den kunne i stedet for blive til en 'Orangen' fra Chunky Business, Sisse Chytræus' bog med strik på store pinde. Den kunne endda blive meleret nogle steder og ensfarvet nogle steder, hvis jeg altså skulle strikke med dobbelttråd. Efter #kokosweateren overvejer jeg sågar at strikke Intarsia-in-the-round. Sweateren ville nemlig blive rigtig pæn med lyslilla ærmer og mørklilla krop til de melerede kanter!


søndag den 25. januar 2015

ny projekter - #notenoughtimetoknit - Knitwork Strikkefestival i september

Jeg er gået i gang med to nederdele: en til Kira (en model som jeg strikker for fjerde gang. Jeg har strikket to til Jette og en til mig selv). Den er nem og den bliver så fin med sving i.
Til mig selv er jeg begyndt at strikke en plisseret nederdel. Stærkt inspireret af Katrine i #Goodlifeknitting strikker jeg oppefra-ned. Den bliver enkel, men skøn, er jeg sikker på!


Anne fra Denver skrev og spurgte efter babytøj til en venindes baby. Jeg tilbød en jordbærhue og et par små bukser. Det blev godtaget, strikket og er sendt til USA med posten.

Ved samme lejlighed, som jeg købte garn til babytøjet, var der tilbud på strømpegarn - med tigerstriber. Det kunne jeg ikke stå for! Det bliver så ikke så tigerstribet, som jeg forestillede mig, men det bliver fine strømper alligevel.


Sidste lørdag var jeg igen på kursus hos Katrine, denne gang med emnet at skrive en strikkeopskrift. Det var som sædvanligt meget inspirerende og lærerigt, og jeg fik lyst til - igen - at forsøge mig med at notere hvordan jeg strikker mine egne 'opfindelser' (det er så stort at tage ordet design i sin mund!) Jeg noterer på den plisserede nederdel, mens jeg strikker den og ser hvordan det kommer til at gå.

Det var mest et skrivekursus, men naturligvis var der indlagt passende strikkepauser. Jeg havde et næsten-færdigtUFO* projekt med: et alpacca-silk-sjal i dominostrik, som kun manglede at få strikket kanten på. Jeg fik strikket så meget kant, at jeg gad afslutte det, da jeg kom hjem fra kurset, så nu er det endelig færdigt! Kanten gar fået knaphuller på den ene kortside, sådan at sjalet kan knappes sammen til en halsedisse.

Projektet startede som et tag-med-til-møde-på-arbejde-projekt; det hjælper nemlig mig at holde koncentrationen, når jeg har et strikketøj i hænderne. Jeg vælger naturligvis noget enkelt, som ikke kræver anden opmærksomhed end et diskret blik i ny og næ. Det er desværre ikke alle steder, det kan lade sig gøre...

*UFO= UnFinished Object

Pi og jeg var til #strikketraefkbh på Cafe Retro i forrige uge. Arrangement af @WoollenAffairs og Woolspire. Det var hyggeligt at være med, men en smule kaotisk, fordi der var rigtig mange deltagere i et forholdsvis lille lokale på Jægersborggade. Men initiativet er værdsat, og det er altid skønt at have en grund til at gå ud i byen med sit strikketøj i tasken!







Jeg har også - endelig - haft besøg af min Partner-in-Yarn, Thea. Vi snakkede om løst og fast, strik og kurser, undervisning, strik og strikkeopskrifter, og hun var så sød at opfordre mig til at skrive opskriften til en af mine første kjoler. Det er et lidt større projekt (der skal tælles og måles!), men jeg får det gjort!



Det er ikke tit jeg køber ugeblade, jeg synes oftest det er lidt skuffende. Men i et efterårsnummer af Hendes Verden var der en af Katrines opskrifter, som jeg MÅ strikke. Det er lige min stil - den minder lidt om den klassiske cowboyjakke, som jeg elsker! Projekterne hober sig op, der er simpelthen ikke tid nok til at strikke alt det jeg gerne vil strikke.





Nu er jeg i gang med at arrangere, organisere og forberede en lille strikkefestival til september. Det bliver i samarbejde med CBs eventfirma GiDenGas. Det er sjovt og og spændende på den lidt gysende måde at give sig i kast med et arrangement af sådan et omfang. Følg med på Facebook og Instagram (Knitwork) hvor vi løbende opdaterer begivenheden med tilmelding og program, udstillere og undervisere.

KnitOn!


lørdag den 19. april 2014

Påskelørdag 19. april

Min bunke af babytøj til drengebarnet vokser støt. Det seneste jeg har strikket er et par denimblåbukser med tilhørende sokker. (jeg strikkede sokkerne først, mens jeg ledte efter en passende opskrift til bukserne). Alle opskrifterne jeg har brugt til min babystrik ligger på Pinterest i mappen Babystuff














Et par andre igangværende projekter er en nederdel til Jette (strikket i sort pelsuld), magen til dem jeg har strikket tidligere både til hende og mig selv. Det er en (modificeret) opskrift fra Garnstudio; opskriften strikkes retstrik, jeg strikker vendestrik-pindende glat. Det giver nederdel et dejligt 'schwung' :-)

Jeg strikker også på en trøje i noget af det nyeste garn jeg købte hos garnudsalg.dk . Der blev fristet med særtilbud, og det kunne jeg ikke stå for! Så jeg købte både shetlandsuld og lammeuld og en cashmerebalnding, som jeg nu altså strikker trøje med. Den opskrift er ligeledes fra garnstudio, og ligger på min pinterestprofil.

Tredie projekt i garnkurven er nederdelen i det rosewood farvede uldgarn, som nu er færdigtstrikket. Der mangler elastik i taljen og lynlåsen forneden er kun riet fast. Jeg skal lige udtænke en pæn måde at sy den fast på.