Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten restegarner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten restegarner. Vis alle opslag

fredag den 5. april 2019

Intarsia - fantasia!

 Efter at have strikket #kokohatten tre gange, følte jeg mig parat til at kaste mig over #kokosweateren.



Originalgarnet strikkes på pind 4, men jeg havde både lagergarn og byttegarn, som bliver pænere på 4½, så jeg strikker den mindste størrelse.
Diagrammet til sweateren, som er i seks dele: to ærmer, to forstykker og to bagstykker, har været  nemt at læse, omend lidt vanskeligt at følge med i, mest fordi jeg printede ud på A4 papir. Men med lidt klemmer og ekstralapper, så gik det faktisk strygende.

Lige som med Kokohatten satte jeg markører i for hver ti masker - det svarer til diagrammets lodrette linjer. Et par enkelte hjælpetråde på en af diagrammets vandrette linjer er også sat ind.

Fra tid til anden har jeg haft  gang i 6 nøgler garn på én gang, så jeg har sat tid af til at strikke på det. Til gengæld går det forbløffende hurtigt, for selv om sweateren strikkes i ét fra ærme til ærme, strikkes der jo alligevel dele ad gangen. Når jeg først er kommet i gang, får jeg også flyttet garnnøglerne frem og tilbage, så jeg undgår det totalte garnkludder :-) og ind imellem lykkedes det alligevel at få garnet snoet ind i hinanden, så der gik adskillige strikkeminutter med at løse kludder op.

Det bliver en oversize sweater, og jeg glæder mig til at den er færdig! Det er megasjovt, og det var faktisk fjernsynsstrik, selvom jeg ind i mellem måtte kigge i diagrammet :-) Mens jeg har strikket, har jeg forfinet diagram-læsningen: fra at have en hel masse linjer, har jeg formået at kunne holde øje med blomsterfelterne alene. Det har også gjort det lidt nemmere at følge med. Alligevel er der et par smuttere, men da blomsterne er blevet pæne  og veldefinerede, anser jeg det som fortolkning og ikke fejl!

På et tidspunkt i løbet af 2. ærme blev jeg nervøs for, om der var nok garn af hovedfarven. Jeg kan meddele, at det er der! Det sidste jeg mangler er sammensyningen af side- og ærmesømme og derefter ribkanten forneden på sweateren.

*****

De øvrige WIPs er Leifig (opskrift af Janne Højfeldt, garn fra Garna), små blebukser til den lille nye pige, possumstrømperne, babytæppet og tusindårstørklædet.

Jeg er vild med Jannes design -  gode opskrifter og enkle modeller, som passer lige til mig. Som regel strikket på pind 4, så det går også forholdsvis hurtigt. (på min to-knit-list af planlagte projekter ligger en af modellerne fra Strik på Tur).

Blebukser (bloomers!) strikker jeg til lillepigen. Jeg har fået opskriften af en god strikkeveninde, som selv har strikket stakkevis til sit lille nye barnebarn. Jeg strikker i meget fin tynd lammeuld (i en smuk gammelrosa farve) og på pind 2½. Det er nyt for mig, min favoritpind er fra størrelse 3½ og op :-) Men fine bliver de, de små bukser.

Strømpestrik i possumgarn - de vokser, er i gang med begge skafter nu. Det er weekendmorgenstrik, så der bliver ikke strikket helt så meget på dem for tiden.

Babytæppet er en kærlig fornøjelse. Det er efter logcabin-princippet og det er specialt designet til lillepigen af hendes mormor <3 Garnet er bomuld/silke, som faktisk var strikket op til noget andet sjal/tæppe, så nu bliver det nye strikket, mens det gamle trevles op.

#Tusindårstørklædet - gratisopskrift fra Chytræusdesign. Har sit eget blogindlæg her.

*****

Apropos trevle op, så har jeg en UFO liggende, som jeg nu overvejer optrevling af. Det er en sweater, som er strikket af byttegarn, som er et par år gammelt, og resultatet blev ikke så godt som håbet. Den kunne i stedet for blive til en 'Orangen' fra Chunky Business, Sisse Chytræus' bog med strik på store pinde. Den kunne endda blive meleret nogle steder og ensfarvet nogle steder, hvis jeg altså skulle strikke med dobbelttråd. Efter #kokosweateren overvejer jeg sågar at strikke Intarsia-in-the-round. Sweateren ville nemlig blive rigtig pæn med lyslilla ærmer og mørklilla krop til de melerede kanter!


onsdag den 3. april 2019

#tusindårstørklædet - samstrik med Sisse Chytræus

Strikkeplaner
Man har en plan til man lægger en ny - eller tilføjer noget til den eksisterende. Jeg har for første gang lagt nogle strikkeplaner lidt frem i tiden, kun et par projekter pr måned, men alligevel. De er allerede blevet ændret et par gange!

#kokosweater
Først kom der en #kokosweater /#intarsiastrik ind over. Den er næsten færdig, og den bliver intet mindre end fantabulous! (mere om den i et andet indlæg)

*****

#TusindårsTørklædet - et restegarnsprojekt

Første del - #bilstrik på vej til Henne.
Lyset er noget anderledes i Jylland :-)
Og så indbød Sisse Chytræus til #samstrik om #tusindårstørklædet i Facebookgruppen Sisses Sjaler og på Instagram.
Det er et halstørklæde strikket i strømpegarnsrester. Jo vildere jo bedre :-)
Både i gruppen og på Instagram vælder der herlige billeder op af alle mulige tørklæder i alle mulige farver med striber og multifarvede felter. Det er så inspirerende at se de forskellige projekter, som er i strikning.

#Bilstrik - rundtur i Sydjylland
og hjemtur på tværs af landet
En enkelt kommentar til en strikkers eget tørklæde ("mere sjældent end kønt") fik mig til at tænke på, hvor forskelligt man ser på farvesammensætning og udtryk. (og det omtalte tørklæde var flot!)

Ganske lidt strik inden kurset begyndte
For mig er det sjovt at få brugt selv de mindste stumper, og der er bestemt overvejelser om hvilke farver der følger efter hinanden. Jeg tænker også over, om der bliver for lange sekvenser med én farve (eller en slags multifarvet) garn. Jeg havde også besluttet, at der kun skulle bruges eksisterende rester, men en tur i Ribes gamle garnforretning ændrede på det koncept: der lå to multifarvede strømpegarn med gule overtoner. De måtte med hjem til tusindårsposen!


Tjek Nørkleriets Blog - og søg på hashtag #tusindårstørklædet på Instagram.
Opskriften ligger i øvrigt til download kvit&frit på Nørkleriets hjemmeside.






tirsdag den 12. juni 2018

#Restetrøjen

Endnu en gang blev jeg indfanget af et hashtag på Instagram. Denne gang var det #Restestrøjen, som Stine Hoelgaard har lavet opskriften til.

Jeg synes ellers ikke jeg har så mange rester af garn. Men efter lidt søgning i de forskellige farvekasser (jep! mit garn er sorteret i kasser efter farve), fandt jeg op mod 800 gram i forskellige farver og kvaliteter. Uld, silke, alpakka, uld/hør, råsilke, cahsmere og mohair.


Jeg sorterede i farveskalaer: de neutrale/mørke som bundfarve og de farverige som 'følgetråd'. Jeg lagde garnerne ud i rækker på en bakke, og startede fra en ende af.


Trøjen er strikke på p 6 og 7, så det går ret hurtigt. Opskriften er nem og let at følge og mit første valg faldt str L. Jeg har strikket trøjen lidt længere med 4 knaphuller og jeg har også strikket et par ekstra raglanindtagninger i bærestykket. Ærmerne er smalle, og efter Stines vejledning lavede jeg det nederste af ærmerne ens.
Jeg er yderst tilfreds med den færdige trøje; den er kort og med smalle ærmer, en facon jeg er glad for.

Der var så meget garn tilbage, at jeg besluttede mig for at strikke en til, denne gang str. XL.
Jeg har også styret farverne lidt mere i version 2.0 - trøjen starter med mørk bundfarve og slutter med lys, det samme gør ærmerne. Trøjen har fået orange/røde følgetråde, mens ærmerne har blå og grønne.

Det bliver en helt anden trøje, skønt den er strikke med nøjagtigt de samme farver og de samme garnrester. Det fascinerer mig til stadighed, et man kan give et produkt så forskelligt udtryk!


tirsdag den 13. juni 2017

Strik i maj og juni

I det tidlige forår spurgte min far om jeg ville strikke et halstørklæde til ham. Han ønskede sig et langt (250 cm) smalt tørklæde i merinould. Han havde nemlig købt nogle dejlige tynde sweatre i denne type uld, og er mægtig glad for dem.

med på strikkecafe :-)
Det ville jeg naturligvis, og vi talte lidt frem og tilbage om garntyper. Han fik et par links og fandt frem til DCDK-Duo Silke 595, som er mørk violet. Skøn farve og skønt garn!

Jeg fandt et bundt fra Leading Men Fiber Arts, jeg havde købt på et tidspunkt for at kunne strikke forskellige mønstre op, så faderen kunne se det i virkeligheden. Efter en række prøver, som er blevet til et sample scarf, fandt vi frem til at tørklædet strikkes i firkanter på 8m/8p ret /vrang i firkanter. Vi gik bort fra ribkanter, da de trak sammen på en uønsket måde. I stedet strikker jeg to p ret i hver ende.Det går på en måde rask fremad, da tørklædet kun er 52 m bredt, men jeg må strikke på andet også. Jeg strikker på det når jeg er ude, så kolonihaveforeningens generalforsamling, Garn & Cocktail, strikkecafeer, i bussen til og fra arbejde (når det regner), og når jeg holder pause fra havearbejdet i kolonihaven.

Piece of Silver - a favorite pattern and sweater!


 Jeg er helt vild med Piece of Silver trøjen (kig ind på Instagram og se de mange opslag på #pieceofsilver), og er godt og vel halvvejs med nummer to. Denne gang i cerisefarvet råsilke med tweed effekt, som jeg fik på garnbytte. Jeg strikker på p3.75. Den bliver tættere og mindre (naturligvis!!) end min første version. 
  
Den tredie Piece of Silver sweater er strikket i Geilsk Tweed, garn som jeg også fik på garnbytteaftenen. Den er strikket på p4, og jeg har lavet om på kanterne: der er ikke rullekrave men en halsudksæring med en smal perlestrikket kan. Langs med ærmerne er der ligeledes perlestrik, som fortsætter ned langs sidesømmen. Kanten forneden er ligeledes smal og perlestrikket og forneden på ærmerne er der bare 4 p perlestrik.


Jeg er i gang med nummer fire, som jeg strikker stribet med forskellige tynde restegarner på p 3.75. Rullekraven har jeg strikket glat og ikke så høj, og den får et ombuk foroven. jeg laver brev rib forneden på sweateren, som bliver delt i sidesømmene, og ærmerne får ligeledes lange ribmanchetter.
Random Stripe generator
Striberne har jeg fundet frem til med det skønne redskab stripe generator som findes hos bisquit and jam. Det kan man få meget tid til at gå med, kan jeg berette :-)





POPUP
I morgen har vi årets sidste Popupstrik. Det er denne gang ikke en hemmelighed til sidste øjeblik, for vi skal gå en tur rundt i fælledparken som optakt til årets Knitwalk ved DHL 28. august. Kom glad og tag et nemt strikketøj med. selv finder jeg strømpegarn og -pinde frem og strikker på en strømpe. (det føles også rigtigt at gå og strikkestrømper - lidt litterært, faktisk :-)