Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten Instagram. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Instagram. Vis alle opslag

tirsdag den 12. juni 2018

#Restetrøjen

Endnu en gang blev jeg indfanget af et hashtag på Instagram. Denne gang var det #Restestrøjen, som Stine Hoelgaard har lavet opskriften til.

Jeg synes ellers ikke jeg har så mange rester af garn. Men efter lidt søgning i de forskellige farvekasser (jep! mit garn er sorteret i kasser efter farve), fandt jeg op mod 800 gram i forskellige farver og kvaliteter. Uld, silke, alpakka, uld/hør, råsilke, cahsmere og mohair.


Jeg sorterede i farveskalaer: de neutrale/mørke som bundfarve og de farverige som 'følgetråd'. Jeg lagde garnerne ud i rækker på en bakke, og startede fra en ende af.


Trøjen er strikke på p 6 og 7, så det går ret hurtigt. Opskriften er nem og let at følge og mit første valg faldt str L. Jeg har strikket trøjen lidt længere med 4 knaphuller og jeg har også strikket et par ekstra raglanindtagninger i bærestykket. Ærmerne er smalle, og efter Stines vejledning lavede jeg det nederste af ærmerne ens.
Jeg er yderst tilfreds med den færdige trøje; den er kort og med smalle ærmer, en facon jeg er glad for.

Der var så meget garn tilbage, at jeg besluttede mig for at strikke en til, denne gang str. XL.
Jeg har også styret farverne lidt mere i version 2.0 - trøjen starter med mørk bundfarve og slutter med lys, det samme gør ærmerne. Trøjen har fået orange/røde følgetråde, mens ærmerne har blå og grønne.

Det bliver en helt anden trøje, skønt den er strikke med nøjagtigt de samme farver og de samme garnrester. Det fascinerer mig til stadighed, et man kan give et produkt så forskelligt udtryk!


onsdag den 7. marts 2018

#yarnlovechallenge Februar 2018

Lige som sidste år i februar blev der lagt en udfordring på Instagram fra @yarnlovechallenge  

(læs mere om initiativtagerne Christina O'Harethey og Mary Heather Browne her). Det er tredie gang jeg har taget udfordringen op, og som de forrige gange har det været en både sjov og interessant udfordring.

Hver dag har et emne - et hashtag - og jeg vil gerne indrømme at det denne gang har været lidt mere vanskeligt at finde billeder til nogle af dagene. Men det er vel det der ligger i udfordringen ;-)
Her kommer mine 28 Instagram opslag på #yarnlovechallengefeb 2018 - i total random rækkefølge :-)








 











































fredag den 1. december 2017

#wowmemberwool på Instagram - photo challenge

November er sjældent en særlig festlig måned: gråt, koldt, mørkt, vådt; der er alle mulige gode grunde til at finde det uldne tøj frem.

På Instagram var der en opløftende photo challenge i hele november måned: #wearwoolfornovember #wowemberwool. I år varr den hosted af @yarninthecity. Der er også gevinster, men egentlig betyder det ikke så meget (jeg vil da gerne vinde!), som den fornøjelse det er at tage udfordringen op og lægge et billede på hver dag med det valgte emne.

Nogle af de billeder, jeg har brugt, er nye, mens andre er genbrug på forskellig måde. For nogle af opslagene har jeg fortolket forholdsvis kraftigt på hashtagget, men jeg synes naturligvis selv, at det er godt :-)






     


Samtlige billeder findes på min instagramprofil med #wowmberwool #day 1 - 30 og #dagensemne.

lørdag den 14. november 2015

- om småprojekter til at strikke indimellem og inspiration på strikkenettet


Fra tid til anden surfer jeg på strikkeinternettet, som regel inspireret af et opslag på Instagram. Mit seneste 'fund' er norske Pinneguri, som var en del af den netop overståede Stavanger Strikkefestival, hvor også Charlotte Kaae var underviser. Pinneguri havde blandt andet lavet opskrift til Stavangerluen (opskriften er gratis og findes på Pinneguris Ravelry profil).

Jeg blev ledt videre til hendes blog, hvor der bl.a. var et spændende indlæg om steeking - opklipning af strik på godt dansk. Linket til indlægget findes lige her


En anden side jeg har besøgt nogle gang for inspiration er  Shetland Wool Week.
Det ser spændende ud og det tiltaler mig at der er kampagner for fornuftig brug af den lokale uld!
På siden er  også den fine fårehue  - Blaa-ble Hat,der ligger som gratis opskrift ). Opskriften er af Donna Smith Designs, som er primus mortor for SWW.
Den hue har jeg også strikket - måske i nogle lidt vilde farver! Jeg er gået i totalt huestrikke-mode :-)

 

Instagram har også ledt mig forbi Tant Koftas hjemmeside som blandt andet har dejligt garn. På min ønskeseddel står nu  garnet Nordic Life! Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg evt kunne tænke mig at strikke af det, men det er så skønne farver, at jeg (på et passende tidspunkt) eje det!

Til strikkefestivalen ønskede CB sig en butterfly, og det samme gjorde vores skønne DJ som spillede lørdag aften. CB søgte lidt rundt og fandt Tines dejlige blog, hvor opskriften til en butterfly findes. Det er et hurtigt lille aftenprojekt, så jeg strikkede to, som blev båret under festivalen :-)


Knitwork havde besøg af Arne & Carlos til inspirationsforedrag første fredag i november. De var - som altid  - både morsomme, hyggelige og inspirerende at høre på!

Knitwork havde inviteret Fox & Jane til lave en popup-shop, og Trine havde strømpegarn (designet af Arne & Carlos, naturligvis), strikkepinde og de nye julekugler med - en adventsudgave. Jeg måtte købe et nøgle strømpegarn, dels fordi det er pænt, dels fordi det oprindelige navn var Vampyr, men det kunne Garnfirmaet ikke klare, så garnet blev omdøbt til Grøntsagshave :-D


julekugle 1 - juletræ
julekugle 2 - engel
Desuden var jeg nødt til at købe julekuglesættet. Der fulgte to nøgler garn med - rødt og hvidt, og jeg har strikket to af dem ind til videre. Det er et overordentligt dejlig aftenstrik: det tager en films-tid at strikke sådan en! Man kan i øvrigt også downloade mønstrene og ikke mindst diagrammet på Schackenmayrs hjemmeside.




julekugle 3 - pigvin


Diagrammet har jeg brugt til at lave en julekugle til min ældste datter; hun har noget med pingviner, så efter lidt søgen rundt på pinterest, fandt jeg det rigtige mønster. Ligeså sjovt det er at strikke Arne & Carlos' julekugler, ligeså herligt er det at finde sine egne motiver at sætte på!  (i øvrigt har jeg byttet rundt på farverne på julekugle 2 - en engel er altså hvid!)

onsdag den 28. oktober 2015

om at lave og have en blog

Lørdag d. 5 september var det Tekstil Bog og Blog dag på Biblioteket i Nordvest. Jeg var inviteret til at blive interviewet om min blog og hvorfor jeg blogger. Jeg var meget beæret, og det satte mange tanker og overvejelser i gang.

I starten var kun min facebookside med billeder; så blev det - på opfordring fra mine døtre - til en hjemmeside (Kriscraft.dk). Den var jeg glad for, men en hjemmeside skal opdateres hele tiden for ikke at blive til  en flad dødvægt, og det havde jeg ikke tid til. Derfor var næste skridt at starte en blog...

Hvorfor blogger jeg?

jeg startede min blog fordi jeg synes det kunne være morsomt at notere hvor meget jeg fik strikket og hæklet i løbet af et år, og dermed "måle" produktionen ved årets slutning. Jeg førte en slags dagbog  over det jeg fik strikket og havde tænkt at strikke. Lidt planlægning var der vel i det.
Jeg blev blandt andet inspireret til min online-dagbog af  the Julie-Julia Blog, hvor Julie Powell gennem 365 dage gennemarbejder - bogstaveligt talt - Julia Childs store amerikanske kogebog.

(i øvrigt skrev jeg dagbog fra jeg var 12 til jeg var ca 17-18 år, stærkt inspireret af at have læst Anne Franks Dagbog)

Jeg havde egentlig ikke som sådan forestillet så mange læsere, det var først og fremmest for min egen fornøjelses skyld!
Når jeg bladrer tilbage, kan jeg også se at mine notater har ændret karakter fra de allerførste 'dagbogsnoter' til de længere indlæg jeg skriver nu.

I 2013 besluttede jeg at gennemstrikke den evighedskalender jeg købte i New Yorker-forretningen String Yarns. Kalenderen har 366 forskellige mønstre, og jeg ville strikke ét om dagen. Hver dag. Det blev 365 indlæg i løbet af året!
I begyndelsen var det sjovt, på et tidspunkt blev jeg lidt stresset af det, og jeg gav mig til at strikke lidt forud. Til sidst var jeg ærligt talt en smule træt af projektet, men på den anden side også så stædig, at jeg gennemførte det. Det var også det år hvor jeg strikkede 21½ kilometer garn op - det svarer til ½ Marathon!

Udover at strikke de forskellige mønstre igennem, hvilket i sig selv var vældigt lærerigt, fandt jeg også ud af, at der var nogle mønstre, jeg virkeligt ikke behøver strikke igen, mens der er andre jeg har lyst til at bruge i mange forskellige projekter.
Jeg lærte også noget om langtidsplanlægning af et så stort projekt. Jeg ville have strikket firkanterne sammen fra starten ( det var muligvis blevet voldsomt tungt at sidde med til sidst). Eller jeg ville have strikket firkanterne i månedsrækker. (men hvad så når der ikke er lige mange dage i hver måned). Jeg ville helt sikkert have strikket en kant ind omkring hver firkant, for nogle af mønstrene gjorde at firkanterne, på trods af samme maskeantal, samme garntype og pindetykkelse, faldt helt forskelligt ud i størrelsen. (interessant lærdom!)
Jeg lavede også min første KAL (knit-A-long) i juledagene 2013-2014. Det var rigtigt sjovt, og det vil jeg gerne gøre igen. Men det kræver lidt planlægningstid - det finder jeg nok - og lidt strikketid , hvilket straks er værre - der er simpelthen ikke tid nok til at strikke alt det jeg gerne vil  :-)

I 2014 skrev jeg langt færre indlæg, men de fleste indlæg er længere. Jeg begyndte også at være på det sociale medie Instagram, som har fået lidt mere dagbogskarakter for mig i den betydning, at jeg 'noterer' hvad jeg har gang i, er blevet færdig med, har købt garn til osv. Jeg bruger også med stor fornøjelse den virtuelle opslagstavle Pinterest, som er en inspirationskilde og et online opslagsværk for mig.

I 2015 har jeg indtil nu skrevet endnu færre indlæg, og jeg nærmer mig en lyst til at skrive mere 'debat'prægede indlæg end tidligere. Denne lyst bringer også et nyt element ind i det at lave og have en blog: at netværke. At kommunikere med andre, som har den samme interesse for håndarbejde, som jeg har. For det er jo det mest grundlæggende fokus for min blog: at være håndarbejdskvinde!


Jeg blogger, fordi det giver mig tilfredshed at dokumentere ved årets slutning hvor mange forskellige håndarbejder jeg har fået produceret i løbet af året. Jeg blogger (og læser blogs) for at fange en inspirationskilde eller blive inspireret af andres indlæg og opslag. Jeg blogger også, fordi det giver en mulighed for at netværke (knitworke) og det forøger fornøjelsen ved håndarbejde.