Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten gagdets. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gagdets. Vis alle opslag

tirsdag den 22. marts 2016

"SiV16 - mit første besøg på Stickfest i Väst

I weekenden var jeg på øen Marstrand lidt nordvest for Göteborg. Øen var indtaget af 100 strikkende kvinder, som var indlogeret på Villa Maritime, hvor der skulle strikkes (og hækles), hygges, undervises, spises middage og drikkes kaffe i løbet af tre skønne dag. Hovedarrangøren er Linda Berglund, som også har forretningen Deisy Design i Göteborg (med en filial på Marstrand)..

Jeg var i januar blevet inviteret ind i en gruppe på 12 kvinder, som har været afsted i adskillige år. Man sender sin tilmelding afsted og håber på at få plads.

Stickfesten blev åbnet fredag aften med et foredrag af Johanna Wallin som fortalte strikhistorie(r).

Lørdag morgen var min første workshop: Mjuke former med Kerstin Lindh som underviste i at strikke runde former (som bølger og prikker) med to farver. Det var umådeligt lærerigt, og jeg bliver så glad, når jeg lærer nyt og nyttigt, (jeg må strikke en sweater med prikker på manchetterne!).

Lørdag eftermiddag var min anden workshop: garnprövning, hvor vi fik udleveret 12 miniaturenøgler af tolv forskellige garntypper. Mens Johanna Wallin fortalte om fibre og og garntyper, anvendlese etc, strikkede vi med de forskellige garner efterhånden, som de blev taget frem. Det blev en meget interessant lille prøve, hvor forskellene virkeligt kunne mærkes.

Om aftenen var der festmiddag, som afsluttedes med Knitting Battle, hvor den hurtigste strikker blev kåret efter to eller tre heats. (jeg overværede kun starten, for jeg måtte gå i seng med en insisterende forkølelse).

Søndag formiddag havde jeg min sidste workshop, som var om strömpens anatomi. Jeg nåede at strikke to typer hæl (som jeg ikke har strikket før), og vi fik et fint lille kompendie med forskellige forslag til både hæle og tåafslutninger.

Udover nogle lærerige workshops med gode og instruktive undervisere, var det en fantastisk hyggelig oplevelse at være sammen med 100 kvinder, som beundrede hinandens trøjer, kjoler, sjaler, strømper, garnvalg, farvelvalg, strikkeudstyr osv.
(Der blev søndag morgen taget fotos af en gruppe kvinder, der alle havde strikket en trøje efter den samme opskrift  - og ikke to trøjer var ens!)

Det var som et lille lukket paradis for der var også et lille torg hvor forskellige garnforhandlere havde taget opstilling og solgte alle mulige herligheder! Vi var også ualmindeligt heldige med vejret: tre dage med solskin og stille vejr gjorde det muligt at sidde ude om eftermiddagen med strikketøj og thekopperne. På et eneklt tidspunkt kom havgusen sejlende ind i store totter; det varede kun kort tid, men man fik alligevel en følelse af, hvor afskåret og tillukket det må være, når solen ikke skinner!

Jeg nød min første deltagelse i Stickfest i Väst i fulde drag, og jeg håber ikke det er sidste gang jeg får mulighed for at være med!

























torsdag den 6. februar 2014

Torsdag 6. februar - mønsterberegning på strikkekurset

Kursusaftenens emne var beregning af strikkefasthed og optegning af grundmodel, så strikkeopskriften kunne beregnes.
Det var en udfordring, men langsomt kom lærdommen fra Københavns Tilskærer Akademi tilbage. Jeg er uddannet tilskærer derfra - i 1981! (og jeg husker det som den mest fantastiske skolegang med en skøn lærer og de herligste tegneopgaver.)
Vi fik tegnet op og lavet strikkeprøve og begyndt på at regne ud hvor mange masker der skulle bruges til sweateren. Jeg fik helt lyst til at begynde på tilskæring og berening igen :-)


Man tegner sig et papredskab (en #homemade_gadget ) til beregning af strikkefasthed, og strikker sig en kvadratisk prøve med 30 m  opslagning. Så tæller man masker og pinde inden for den lille firkant (som er 5x5 cm), ganger med to og får  masker og pinde til 10 cm, og dividerer derefter med 10, så man får maske og pind på 1 cm.
Som alt andet skal dette nok gøres nogle gange før man føler sig sikker på metoden, og hjemmeopgaven til næte gang, er naturligvis også en beregningsopgave!



Strikkeprøven skal strikkes med falsk patentstrik (maskeantal: 4+1; 2r,2vr, slut m 1vr, gentag pinden til prøven er kvadratisk).
Min strikkeprøve har 11m -14p = 5x5 cm, dvs 22 - 28p = 10x10cm, og 2,2m - 2,8p = 1x1 cm.

Opgaven går ud på udregning af  maske - og pindeantal til et halstørklæde på 20 x 180 cm.

På strikkekurset var der en deltager der fortalte om udsalg i strikkeforretningen på Rolighedsvej. JEg lagde vejen forbi forleden (kunne ikke modstå fristelsen) og fik købt herligt garn: en lys gul alpakka, gotlandsk uld til en stribet trøje, bomuldsgarn til trøje og hue til babyen, samt noget tynd merino til at strikke babybukser af.



                               


lørdag den 7. september 2013

07 - 09 - 13 Two Stitch Rib


 Dagens firkant er ribstrik, men i en variant jeg ikke kendte i forvejen. Mønsteret har kun én pind: 2r 2vr,  og i modsætning til 'almindelig' rib, strikkes retmaskerne over hinanden og vrangmaskerne over hinanden på hver pind. Det giver en tydelig markering af hver række, og alligevel ser det tæt ud. Mønsteret er elastisk, men trækker sig ikke sammen som almindelig ribstrik gør.






To mønsterborter er strikket færdige, og nu skal jeg vinde mere grundfarvegarn op på min garngadget! jeg er nået et stykke under tajlen, men mangler stadig at tage i hvert fald 30 m ud.


 Ponchoen er også kommet et stykke vej. Jeg har vundet det sidst bundt garn op.

fredag den 9. august 2013

Fredag 9. august - Cable Circles






 Dagens firkant er et kabelmønster strikket over 12 pinde. Det er en fin bort eller i Aranstrik som en del af andre kabelmønstre.

I dag kom der pakke fra Lundager - jeg har købt to dejlige og længe savnede gagdets: en garnvinde og et spoleapparat. Jeg glæder mig til at vinde garn!