Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.
Viser opslag med etiketten ponchosweater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ponchosweater. Vis alle opslag

fredag den 1. januar 2016

Årsopgørelse 2015

2015 har været et stort og dejligt strikkeår for mig.

Jeg strikket en masse dejlige ting: sweatre, sjaler, tørklæder, strømper, huer, uldbukser, julekugler, nederdele...

Jeg har været på skønne kurser og workshops, mødt en masse dejlige strikke- og hæklemennesker. Jeg har været en del af graffiti-strik og popupstrik.

Men først og fremmest har jeg sammen med min elskede mand organiseret og arrangeret Københavns første strikkefestival #Knitwork15. Vores børn, en masse frivillige, skønne undervisere, hyggelige standholdere og ikke mindst over tusind deltagere var med til at gøre den sidste weekend i september til en kæmpe oplevelse for mig.

Det blev som jeg havde ønsket mig: en festival, hvor man hyggede, strikkede, lærte noget, mødte nogen, hang ud, morede sig, diskuterede og i det hele taget havde en fest. Jeg glæder mig allerede til næste års festival, og jeg glæder mig også over, at festivalen inspirerer til andre strikkeevents i løbet af foråret: Master Class og Knitwork Light.
Læs mere om festivalen her

I 2015 har jeg haft en Instagram projekt kørende om strømper, #knittingsocks2015. Jeg har strikket et par strømper pr måned, 12 par i alt. Et enkelt par blev strikket med højre- og venstrefod, dem fik min svigersøn i fødselsdagsgave. Et andet par fik min mor, da hun kom hjem efter en uge på hospitalet. De øvrige bliver brugt flittigt af mig selv.

Uldbukser har jeg også strikket: to par til Louis og et til en lille ny dreng i Århus. Det første par til Louis fik gule broderier, så det ligner jeans.

I begyndelsen af året købte jeg en dejlig bog - Knit Swirl, og jeg fik i løbet af året strikket min første knit swirl jakke. Det var et stort, men også fantastisk projekt, sjovt at strikke, selv om jeg også var nødt til at pausere lidt fra det en gang imellem. Læs mere om projektet her

I foråret strikkede jeg min første hitchhiker, som er et skønt asymmetrisk tørklæde, opskrift af Strichmich. Den første del af tørklædet tager ingen tid, mens den sidste fjerdedel trækker lidt i langdrag. Men det er også så skøn en opskrift, at jeg har strikket seks og er i gang med den syvende.

En bekendt ønskede sig den fine nederdel med sving i, som jeg har strikket nogle gange (en til mig selv i en skøn karrygul, og to til Jette, en brun og en sort). Den sidste (og det er den sidste!) er strikket en dejlig dyb marineblå, men nu er jeg træt af den model. Den er strikket færdig.

I august var jeg på krydretstrik-kursus hos Charlotte Kaae; den resultatorienterede Charlotte havde en hueopskrift med til os, som skulle være 'strikkeprøven' på kurset. Det var et fabelagtigt kursus - jeg bliver simpelthen så glad af at lege med farver. Og hueopskriften har jeg brugt flittigt: 7 huer er det blevet til. En til mig, to til CB, en til min datter, en til en veninde, og to af CBs venner måtte  eje en, da de så ham på FB med huen på.
Det inspirerede også til at strikke andre huer, og i efterårets løb har jeg strikket fem andre modeller:
Valmuehue (min egen model med skønt garn, en gave fra Tante Grøn), Stavangerlue, Blah-hat (fra Sketland Wool Week), Tensfield af Strickmich, og Sufragette fra PomPomMag.

I november havde Knitwork Arne & Carlos til at holde foredrag i Kulturhuset, og Fox & Jane lavede popupshop. Bla havde de Adventskalenderen fra A&C med julekugler, så den måtte jeg købe. Jeg har strikket fire af deres, og fire med egne mønstre.
Læs mere om huer og julekugler her

Englestrik har jeg også nået i år: Knitwork holdt i samarbejde med Biblioteket i NV en workshop, hvor Koushi fortalte og vejledte om at strikke engle. Læs mere om engle her.

Sweaterprojekter har jeg også gang i. Jeg har strikket en Arving, en Slægtning, og en med inspiration i de to opskrifter. Jeg har hæklet to Bark trøjer, en kortere med dobbeltgarn  og en længere med enkeltgarn. Det er en superopskrift som er nem, nr man lige har knækket koden. Læs mere om min Bark trøje her.
Jeg har også strikket to cardigans, en opskrift af Katrines, som har en form, der passer mig perfekt. Og så strikkede jeg en 'ud-af-hovedet' med garn fra mit lager. Den har ribbet, rundt bærestykke, smalle ærmer, lommer og striber forneden på ærmerne og er A-facon. .
Jeg strikket min egen version af Skappelgenseren, som har fået ribkanter, og jeg har strikket en sweaterversion af Stjernestøv fra Katrines bog Nirvana Jeg var lidt spændt på det, men jeg synes det virker, og jeg garnet har været godt at strikke med.

Jeg har strikket julegaver: strømper og butterfly til min ene svigersøn, butterfly til min bror, slips til min far, hitchhiker til min mor og hue, sweater og bukser til Louis. Jeg synes det er lidt svært at finde et godt sweatermønster, som passer ham, men bukserne er fuldstændigt perfekte!

Året afsluttes med min egen knitalong, 12 dage med tolv forskellige mønstre, som jeg har udvalgt og som bliver til et tørklæde Hellig Tre Kongers Aften. Desuden faldt jeg over #Mysteriemössan på Nördic Knitting på Instagram, den hoppede jeg på: der uploades et nyt mnster hver anden dag med start 24. december. Jeg er en smule spændt på størrelsen, men hvis den bliver alt for stor, vil jeg forsøge mig med lidt filtning.

Jeg har allerede planer for 2016: jeg har købt en mønster fra norsfe Annelise Bjerkely, som jeg skal strikke om et øjeblik. Jeg vil strikke et tørklæde i tofarvet patent, fordi det er så sjovt at strikke. (det kunne blive en fødselsdagsgave til min anden svigersøn), jeg vil strikke strømper igen; jeg overvejer forskellige mønstertyper, på den aden side er det sådan et dejligt taskestrikketøj, så nu for jeg se...Jeg har købt garn til et sjal på de islandske strikkedage på Nordatlantens Brygge fra den fransk/islandske designer Hélène Magnusson; det må strikkes!

Desuden går vi lige straks i gang med planlægningen af Knitworks arrangementer i 2016.



Godt Nytår



torsdag den 11. juni 2015

137 oldemorfirkanter søges! #neverenoughtimetoknit

Jeg er blevet færdig med mit hækleprojekt #Bark - en cardigan af Sidsel Sangild. Den var i og for sig nem at hækle, når jeg lige havde 'knækket koden', men der blev mere optrevling end jeg er vant til når jeg strikker. Laver man en fejl i hækletøjet, må der trevles op helt til fejlen. Når man strikker, kan man (/ofte) lige redde det ved at pille en enkelt maske op (eller ned :-)).

Cardiganen er blevet meget flot; jeg har lavet den kortere end modellen, men det er fordi jeg er bedst i korte jakker. Jeg har syet tryklåse i; modellen er uden knapper, men opskriften har forslag til knaphuller - det så jeg lidt for sent :-) Men når det skal være, så synes jeg også det passer rigtigt godt til den med tryklåse! Jeg tror jeg skal lave en mere, denne gang en lang lidt løsere udgave. JEg skal bare lige finde garn og farve.

Der er ikke tid nok til at strikke. Forskellige projekter presser sig på: jeg har købt en raglan app, og har fået to opskrifter ud af det. Men jeg har endnu ikke haft tid til at starte de projekter. Jeg har ellers stribemønsteret til den ene. Jeg har også et strømpeprojekt, der ligger og venter (strømper strikket på tværs!), foruden de almindelige strømper, jeg gerne vil strikke, fordi det er skønt med hjemmestrikkede strømper. Desuden er jeg i færd med at lægge an til det store Knit-Swirl projekt: der skal slås 600 m op på rundpind 3½... jeg tager tilløb! 
Dog har jeg fået strikket en kjole til MLs veninde, som er mor til lille Alma. Det var ren fryd at strikke en sorbetfarvet pigekjole. (jeg havde nogle cottonwool fra Garnudsalg.dk, jeg købte sidste år liggende - de passede perfekt!)

Louis har fået sin blåbærhue. Et hvert  lille barn må ustyres med enten en jordbærhue eller en blåbærhue.
Men, hvis man er næsten 7 år, kan man ønske sig lige det man vil have: og det blev til en snebærhue (i hvid og sort). Johannes ønskede sig sådan én, så hans mor skrev til mig og bad om at få den strikket. Den blev ret skøn - et andet udtryk end de farvede!


Omkring nytår fik jeg strikket #Arvingen af Pia Hernø. Jeg købte også den anden udgave af samme opskrift, nemlig #Slægtningen, Den har jeg fået færdig nu, strikket på p4 i det skønne tweedgarn, som jeg (også!) har købt hos Garnudsalg.dk. Jeg er tilfreds med den, den er blevet perfekt i størrelsen (sjovt at en poncho-sweater kan passe perfekt :-)).

I øjeblikket er jeg i gang med endnu en cardigan, denne gang med ribstrikket bærestykke. Jeg så et billede af en cardigan i A-facon, og blev vældigt inspireret. Jeg tegnede og regnede lidt og gik derefter i gang. (Jeg har set et vidunderligt indlæg af Ellen Holm, der laver strikkeprøver i sweater-størrelse. Lige noget for mig!) Jeg måtte dog bide i den sure optrevling, for bærestykket var blevet et par cm for kort. Det er nu en fordel ved at strikke oppefra-ned: man kan afprøve form og længde uden at være nået ret langt.

Vi skal på Sydhavsstrik-festivale, CB og jeg. Jeg skal på farvekursus, som Vivian Høxbroe er underviser på, CB skal researche og møde udstillere på standpladserne. Jeg glæder mig, jeg elsker farvelære!


Strikkefestivalens billetter er i fuld gang med at blive solgt. Det er forrygende at være med til noget der giver så positiv respons. Jeg kan næsten ikke vente til det bliver september. Og vi bliver ved med at udvikle på konceptet, læs: der kommer nye events og aktiviteter til. Jeg har selv startet en lille opfordring på facebooksiden: være med til at lave festivalbeklædning til Carsten og de to frivillige dørmænd. De ønsker sig henhodsvis jakke og veste af oldemorfirkanter og der skal bruges en del! Ialt 138 firkanter! JEg har foreløbig hæklet nr 1.Så jeg håber en masse hæklere og strikkere ude i det virkelige liv har lyst at være med til dette projekt :-)






søndag den 4. januar 2015

de første projekter i 2015

Den første januar blev jeg færdig med årets første projekt, (jeg (tyv?)startede naturligvis på det året før.... ) Norosjalet af det restegarn, jeg købte af Katrine. Sjalet er strikket efter den islandske opskrift, jeg købte på festivalen i det Nordiske Hus i efteråret.  Den er så enkel, at det er et vidunder at strikke foran fjernsynet: slå 8 m op, strik 1p r. Sæt markør efter de første to m, omkring de midterste to, og før de to sidste m. Nu tages der ud på hveranden p, efter første og tredie markør, og før anden og fjerde. De yderste to m i hver ende af p strikkes ret. I den oprindelige opskrift strikkes alle m ret, men denne gang strikkede jeg kun kanterne ret, men sjalet er glatstrikket.

Det er blevet meget smukt, synes jeg, og tilpas stort. Der var tre nøgler, som var vundet op lige efter hinanden, og et fjerde nøgle, som var lidt for sig selv. Nogle gange betyder det meget, når det er farveskiftende garn, men det viste sig tilfældigvis, at det ikke kunne ses. Jeg havde bestemt mig for at lave en række med hulsøm ved overgange, og det er nu bare blevet til en ekstra effekt.

I dag har jeg strikket #Arvingen færdig; design af Pia Hernø, og en af de opskrifter/strikketøjer, der 'florerer' på de sociale medier i disse dage. Jeg lod mig inspirere af Liselotte Weller, og strikkede en hestetømmekant i halsen; desuden har jeg ikke taget ind ved ribstarten på ærmerne. Jeg synes det blev pænere at strikke lige ned. Jeg har også strikket ærmeribben noget længere (faktisk dobbelt så mange omgange som opskriften siger), fordi det passer til min armlængde. Jeg er yderst tilfreds med resultatet. Så meget, at jeg må strikke mindst én til!

I torsdags startede jeg på #12moc - Instagramprojektet #12monthsofcrochet. Jeg har kun hæklet en lille 'bedstemorfirkant', men jeg tror at alt tæller? Nu finder jeg i hvert fald alpakkababytæppet frem og hækler lidt på det ind imellem....

Efter at have holdt et par ugers pause henover jul (og strikket sjal og ponchosweater) er jeg begyndt på et nyt par strømper. Det er dejlig ventestrik!