Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.

torsdag den 25. april 2019

To-på-en-gang - en ny verden :-)

I lang tid har jeg kigget lidt skeptisk på de inkarnerede strikkere, der har gang i to ærmer/strømper på én gang, oftest på magic loop. Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan man skulle holde rede på to nøgler garn og undgå, at de blev viklet ind i hinanden, eller at man skulle komme til at strikke med den samme tråd på begge strømper.

Magic loop er heller ikke min foretrukne strikkemetode, jeg synes ikke, det gør noget godt for mit strikkeflow! Til gengæld er jeg vildt begejstret for at strikke med to rundpinde (oftest 60cm), det gælder både ærmer og strømper. Jeg lærte det af min søde strikkeveninde, Annette, sidste år. Det gør risikoen for at tabe (strømpe)pinde langt mindre! Og det er sket for mig et par gange - det værste sted var i linje 1A. Trangen til at råbe STOP! til buschaufføren var stor :-) (heldigvis var passageren foran mig vaks og fangede min løsslupne strømpepind til mig!)

Jeg har strikket de fleste strømpepar på to rundepinde det sidste år, og samtlige sweater- og cardiganærmer er også blevet strikket på den måde. Det har været særlig effektivt ved strik på store pinde, for strømpepindene er ofte for tunge til det tykke, lette garn.

Sidste år på #knitwork18 købte jeg lyserødt strømpegarn i æske (the Sock box fra Lana Grossa) hos Fox & Jane. Det har ligget lidt og ventet, og i påskedagene kom det frem af gemmerne, da jeg fik ryddet op i en strikkekurv. De to nøgler garn ligger ved siden af hinanden i en æske, der er åben foroven, og pludselig kunne jeg se for mig, hvordan maskerne til de to strømper skulle ligge på pindene.

#morgenstrik
En stille morgen i påskeferien fik jeg slået op til to strømper på to pinde. Efter de første par omgange (som jo altid er lidt mere besværlige!) gik det strygende. Det er vældig frydefuldt at se to strømper vokse på én gang. Samtidig har det lyserøde garn vist sig at være noget mere multifarvet med mange fine striber i, så det er en ekstra bonus, at striberne faktisk ligger ens.
to-på-en-gang






Min fortrukne hæl er timeglas galore (det vil sige med nogle ekstra omgange mellem ind- og udtagninger). (læs lidt mere om at strikke hæltyper her) Det er ikke muligt (for mig) at strikke dem på én gang. Men det lykkedes for mig at få dem strikket så tilpas efter hinanden, at de ekstra omgange blev strikket på en gang :-)


Jeg har vældig lyst til at slå op til flere par nu; jeg har adskillige designs liggende i notesbogen, som jeg gerne vil strikke.

To-på-en-gang teknikken er straks afprøvet på to-ærmer-på-en-gang til den barnecardigan, jeg er i gang med, strikket oppefra-ned. Den tilsvarende voksencardigan strikkes nedefra-op, så nu overvejer jeg, om der også her skal strikkes to ærmer på en gang.

En verden åbner sig, når man tilegner sig ny teknik!

fredag den 5. april 2019

Intarsia - fantasia!

 Efter at have strikket #kokohatten tre gange, følte jeg mig parat til at kaste mig over #kokosweateren.



Originalgarnet strikkes på pind 4, men jeg havde både lagergarn og byttegarn, som bliver pænere på 4½, så jeg strikker den mindste størrelse.
Diagrammet til sweateren, som er i seks dele: to ærmer, to forstykker og to bagstykker, har været  nemt at læse, omend lidt vanskeligt at følge med i, mest fordi jeg printede ud på A4 papir. Men med lidt klemmer og ekstralapper, så gik det faktisk strygende.

Lige som med Kokohatten satte jeg markører i for hver ti masker - det svarer til diagrammets lodrette linjer. Et par enkelte hjælpetråde på en af diagrammets vandrette linjer er også sat ind.

Fra tid til anden har jeg haft  gang i 6 nøgler garn på én gang, så jeg har sat tid af til at strikke på det. Til gengæld går det forbløffende hurtigt, for selv om sweateren strikkes i ét fra ærme til ærme, strikkes der jo alligevel dele ad gangen. Når jeg først er kommet i gang, får jeg også flyttet garnnøglerne frem og tilbage, så jeg undgår det totalte garnkludder :-) og ind imellem lykkedes det alligevel at få garnet snoet ind i hinanden, så der gik adskillige strikkeminutter med at løse kludder op.

Det bliver en oversize sweater, og jeg glæder mig til at den er færdig! Det er megasjovt, og det var faktisk fjernsynsstrik, selvom jeg ind i mellem måtte kigge i diagrammet :-) Mens jeg har strikket, har jeg forfinet diagram-læsningen: fra at have en hel masse linjer, har jeg formået at kunne holde øje med blomsterfelterne alene. Det har også gjort det lidt nemmere at følge med. Alligevel er der et par smuttere, men da blomsterne er blevet pæne  og veldefinerede, anser jeg det som fortolkning og ikke fejl!

På et tidspunkt i løbet af 2. ærme blev jeg nervøs for, om der var nok garn af hovedfarven. Jeg kan meddele, at det er der! Det sidste jeg mangler er sammensyningen af side- og ærmesømme og derefter ribkanten forneden på sweateren.

*****

De øvrige WIPs er Leifig (opskrift af Janne Højfeldt, garn fra Garna), små blebukser til den lille nye pige, possumstrømperne, babytæppet og tusindårstørklædet.

Jeg er vild med Jannes design -  gode opskrifter og enkle modeller, som passer lige til mig. Som regel strikket på pind 4, så det går også forholdsvis hurtigt. (på min to-knit-list af planlagte projekter ligger en af modellerne fra Strik på Tur).

Blebukser (bloomers!) strikker jeg til lillepigen. Jeg har fået opskriften af en god strikkeveninde, som selv har strikket stakkevis til sit lille nye barnebarn. Jeg strikker i meget fin tynd lammeuld (i en smuk gammelrosa farve) og på pind 2½. Det er nyt for mig, min favoritpind er fra størrelse 3½ og op :-) Men fine bliver de, de små bukser.

Strømpestrik i possumgarn - de vokser, er i gang med begge skafter nu. Det er weekendmorgenstrik, så der bliver ikke strikket helt så meget på dem for tiden.

Babytæppet er en kærlig fornøjelse. Det er efter logcabin-princippet og det er specialt designet til lillepigen af hendes mormor <3 Garnet er bomuld/silke, som faktisk var strikket op til noget andet sjal/tæppe, så nu bliver det nye strikket, mens det gamle trevles op.

#Tusindårstørklædet - gratisopskrift fra Chytræusdesign. Har sit eget blogindlæg her.

*****

Apropos trevle op, så har jeg en UFO liggende, som jeg nu overvejer optrevling af. Det er en sweater, som er strikket af byttegarn, som er et par år gammelt, og resultatet blev ikke så godt som håbet. Den kunne i stedet for blive til en 'Orangen' fra Chunky Business, Sisse Chytræus' bog med strik på store pinde. Den kunne endda blive meleret nogle steder og ensfarvet nogle steder, hvis jeg altså skulle strikke med dobbelttråd. Efter #kokosweateren overvejer jeg sågar at strikke Intarsia-in-the-round. Sweateren ville nemlig blive rigtig pæn med lyslilla ærmer og mørklilla krop til de melerede kanter!


onsdag den 3. april 2019

#tusindårstørklædet - samstrik med Sisse Chytræus

Strikkeplaner
Man har en plan til man lægger en ny - eller tilføjer noget til den eksisterende. Jeg har for første gang lagt nogle strikkeplaner lidt frem i tiden, kun et par projekter pr måned, men alligevel. De er allerede blevet ændret et par gange!

#kokosweater
Først kom der en #kokosweater /#intarsiastrik ind over. Den er næsten færdig, og den bliver intet mindre end fantabulous! (mere om den i et andet indlæg)

*****

#TusindårsTørklædet - et restegarnsprojekt

Første del - #bilstrik på vej til Henne.
Lyset er noget anderledes i Jylland :-)
Og så indbød Sisse Chytræus til #samstrik om #tusindårstørklædet i Facebookgruppen Sisses Sjaler og på Instagram.
Det er et halstørklæde strikket i strømpegarnsrester. Jo vildere jo bedre :-)
Både i gruppen og på Instagram vælder der herlige billeder op af alle mulige tørklæder i alle mulige farver med striber og multifarvede felter. Det er så inspirerende at se de forskellige projekter, som er i strikning.

#Bilstrik - rundtur i Sydjylland
og hjemtur på tværs af landet
En enkelt kommentar til en strikkers eget tørklæde ("mere sjældent end kønt") fik mig til at tænke på, hvor forskelligt man ser på farvesammensætning og udtryk. (og det omtalte tørklæde var flot!)

Ganske lidt strik inden kurset begyndte
For mig er det sjovt at få brugt selv de mindste stumper, og der er bestemt overvejelser om hvilke farver der følger efter hinanden. Jeg tænker også over, om der bliver for lange sekvenser med én farve (eller en slags multifarvet) garn. Jeg havde også besluttet, at der kun skulle bruges eksisterende rester, men en tur i Ribes gamle garnforretning ændrede på det koncept: der lå to multifarvede strømpegarn med gule overtoner. De måtte med hjem til tusindårsposen!


Tjek Nørkleriets Blog - og søg på hashtag #tusindårstørklædet på Instagram.
Opskriften ligger i øvrigt til download kvit&frit på Nørkleriets hjemmeside.