Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.

tirsdag den 31. oktober 2017

broderi - en ny fornøjelse med garn.

Jeg strikker lidt i øst og vest for tiden: lidt strømper, lidt vanter, et par sjaler, et par sweatre (foruden en hæklet Bark) er alle i gang i strikkekurven. Alle projekterne vokser støt, og i ugens løb får jeg strikket (og hæklet) på dem alle. Men nogle kræver så meget koncentration, at jeg kun kan strikke på dem i dagslys, og når der er ro omkring mig.


Broderi på strik
 
Mit  IG billede af det samlede resultat.
På min Instagramkonto ses flere billeder af processen.
I den foregående weekend var jeg på workshop med broderi på strik. Det var fantastisk sjovt og et nyt og herligt område åbner sig for mig.

Jeg har broderet lidt for mig selv - nærmest doodlet lidt med nål & tråd, men på workshoppen lærte jeg dels nogle nye sting, og dels at få lidt overblik over det der skal broderes.

Jeg nåede næsten hele min blomst på en cardigan, og derhjemme måtte jeg kaste mig over en julekugle (som jeg havde strikket til formålet) samt pyntningen af en hue strikket på grove pinde.

Karen Marie Dehn var en fornøjelse at være på workshop hos, og bortset fra at jeg var træt af koncentration og mæt af indtryk, kunne jeg sagtens have fortsat nogle flere timer :-)

Det gav i øvrigt anledning til indkøb af herligt nyt grej: små vindsler, så ens bunker af broderigarn kan lægges ned i en lille kasse i farveorden. #manskalaldriggånedpåudstyr 


#copenhagenyarncrawl2017 #cyc2017 
 
Nåh ja, og om to uger skal jeg på YarnCrawl for første gang. Sammen med en gruppe og organiseret af @woollenaffairs. Det bliver så sjovt! vi skal gå rundt i byen og besøge nogle garnsteder, og slutter på Kølsters 12 Haner, hvor der garnpopup.


lørdag den 14. oktober 2017

Bøger og magasiner - inspirationskilder....

Når man i en periode synes, at det er lidt overdrevet at købe (meget)mere garn, kan man heldigvis kaste sig over andre kilder til inspiration.

I sommerens løb, på #knitwork17 og tre andre festivaler har jeg indkøbt og fået en anselig stak bøger og magasiner.

Jeg fik foræret Katrine Wohllebes nye bog Refugium (hvorfra jeg i forvejen havde fået lov at teststrikke en hue). Jeg har også fået Janne Juuls bog om at hækle islændere - altså heste :-), og på #knitwork17 fik jeg foræret et eksemplar af Vivian Høxbros nye bog om Danske nattrøjer.

Jeg fik også en signeret udgave af Jared Floods bog Woolens.

Jeg har indkøbt 4 bøger om sjaler (man kan ikke strikke for mange sjaler, og man kan ikke have for mange bøger til at blive inspireret af.)
Sisse Chytræus' to bøger Sisses sjaler I og II (venter spændt på nummer III ;-)), Karen S Lauges bog Sjaler Nordfra (med fantastiske fotos), og Sidsel Sangilds bog med hæklede sjaler.

Jeg har købt Susie Haumanns Keep it simple (og har sat huskemærke ved den lange trøje) , og en vidunderlig Færøysk strikkebog med klassisk færøstrik på nye måder. Jeg er i færd med at strikke en skøn stjernetrøje i anderledes farver!


Jeg måtte eje Louise Klindts bog om jacquardstrik. Den er til at læse og bladre i, og jeg skal på et tidspunkt strikke en nederdel!

Lige sådan måtte jeg købe bogen om Åse Lund Jensen, som Marianne Isager har lavet. Det er  nødvendigt med et eksemplar i enhver velassorteret [strikke]-bogreol :-)
En engelsk bog måtte jeg også købe i sommerens løb  - alene for titlens skyld! Det er en samling af opskrifter (fra blandt andre Anna Maltz), og en af de bøger jeg bladrer i til inspiration.

På magasindelen af reolen er der blevet suppleret med numre af Laine Magazine, POMPOM Quarterly, Bladet gᴐːn, Interpretations, og den seneste, som jeg spændt venter på at få tilsendt: Woods

Det er ikke inspirationskilder jeg mangler... men jeg har klart for lidt tid til at strikke! :-)

søndag den 8. oktober 2017

#knitwork17 - den tredie årlige strikke- og hæklefestival i København - #afhjertettak

Jeg har netop skrevet det nyhedsbrev, som vi har sendt ud til Knitworks abonnenter om afslutning på festivalen med tak til alle.

Min personlige oplevelse af festivalen er næsten lige som min knitwork'ske: jeg er glad for det hele, jeg synes festivalen gik rigtigt fantastisk godt, og jeg glæder mig af hjertet over alle de søde kommentarer, jeg har fået i løbet af hele weekenden.

Jeg var både star-strucked og stolt over at have Anna Maltz - @sweaterspotter  -  med som underviser på knitwork17, og det var vildt sejt at blive sweaterspotted af hende - alle tre dage!
På samme både var jeg overvældet af mødet med Jared Flood og meget stolt af at være den der introducerede hans foredrag på festivalen. Jeg fik heldigvis tid til at høre det meste af foredraget, som var fantastisk inspirerende! Min bog med inskription pryder nu bogsamlingen hjemme i reolerne.

Min største del af arbejde på selve festivalen  i år var at være i indgangen det meste af weekenden. Jeg havde stor hjælp og hyggelig støtte af de forskellige frivillige, som var med mig i løbet af dagene. Det er sådan en glæde, at folk har lyst til at være en del af vores festival!

Jeg savnede dog mine tre nærmeste:Carstens ene og  mine to døtre kunne ikke være med. Min den yngste var på konference (hun blev færdig som Cand Mag Aud i sommer), mens de andre to var syge. Dels var vi kede af de ikke kunne være med, dels var vi noget bekymrede for de to sygdomsramte. Men heldigvis er de begge i bedring <3.

En stor del af fornøjelsen ved den tredie festival er genkendelsens glæde. Dels har vi standholdere og undervisere der var med igen, dels er det så fornøjeligt at møde deltagere, som har været med hvert år. Nogle deltager også på andre af vores arrangementer i løbet af året - det er skønt at mærke opbakningen til vores arbejde med Knitwork.
Jeg bliver også glad af at møde nye deltagere (og standholdere og undervisere), vi arbejder hele tiden på at gøre årets festival endnu bedre end den forrige.

Selvom jeg er megatræt og udmattet, når festivalen slutter, så er det en glad træthed over at være arrangør og organisator af noget som ser ud til at glæde og fornøje op mod 3500 mennesker :-)

#nevernotknitting #neverenoughtimetoknit

#afhjertettak for i år. Jeg glæder mig til at møde jer alle på #knitwork18.