Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.

søndag den 4. oktober 2015

#Knitwork15 Strikkefestival København -

Vores første strikkefestival #Knitwork15 er nu veloverstået. Det var en fantastisk weekend, og jeg kan stenroligt sige, at jeg søndag aften var fuldstændigt og totalt lykkelig - og udmattet!


Alle workshops kørte som smurt, og vores (mine) bekymringer om, hvordan det ville fungere med fire workshops i ét rum - og to i et andet, blev heldigvis gjort til skamme. Det fungerede så fint, fik jeg at vide. Deltagerne lød til at have været tilfredse, og de undervisere jeg nåede at tale med, var også glade. Flere vil gerne komme igen til næste år.

Standholderne var glade og tilfreds - også de, der på forhånd havde været lidt skeptiske ift antal besøgende på festivalen. Vores opbygning med stilladser var fabelagtig! Dels så det fedt ud i salene, dels virkede det som fine adskillere, som samtidigt kunne bruges til ophæng, dels er det bæredygtigt. Bogstaveligt talt :-) og i overført betydning.
Det blev jo sat op og pillet ned af Stilladsgruppen, som kom med det og tog det med sig igen, så det kan bruges til næste år (og andre steder inden da). Det glæder mit økologiske hjerte at vi ikke skulle smide noget væk.



Moster Olgas møbler var et hit! Det gjorde salene hyggelige og indbydende for de besøgende at sætte sig og strikke og snakke og knitworke! Lige præcis hvad vi havde drømt om og håbet på. Jeg hørte endda, at der var kamp om pladserne om lørdagen!

Et anden hit var fysioterapeutstuderende fra PH Metropol, der i et hjørne havde  kø til massage bænken, hvor de strikketrætte hænder, nakker, skuldre og arme kunne blive masseret. Det var et forslag fra min ældste datter, og dels var vi henrykte over den store tilslutning fra de studerende, dels var det totalt skønt at se hvor mange der havde lyst til at få lidt massage på festivalen! Det gør vi igen.

Min ældste dygtige datter er en erfaren eventafvikler og festivalmanager (og ledte slagets gang det meste af lørdag og noget af søndag), og hun foreslog at vi skulle have garderobe på stedet. Jeg synes selv at det er skønt ikke at slæbe rundt på overfrakke og stores tasker, så vi satte en garderobe op, og havde nogle vidunderligt hjælpsomme frivillige, der passede garderoben hele lørdag og hele søndag. Jeg er sikker på at alle de svenske og norske besøgende var glade for at kunne efterlade håndkufferterne i garderoben!

Jeg selv stod mest i infoboden sammen nogle fantastiske frivillige, som utrætteligt hjalp til med at lukke deltagere ind, klemme armbånd sammen, vise vej og i det hele taget gjorde deres til at stemningen på festivalen var god.

Søndagen var en lidt roligere dag, og der var lidt bedre plads i strikkehyggestolene. Udover workshops og opvisning havde vi et debatpanel, bestående af en designer, en advokat og en fortaler for open source, som diskuterede emnet Ophavsret. Debatten gik lystigt og fik lov at løbe lidt over tiden, og det er afgjort et emne vi tager op igen til næste år!


Læs mere om #Knitwork15 på Charlottes Kaaes Blog

Læs også om #Knitwork15 her i netmagasinet Yarnious.dk

Vi var også i Politiken (både papir og online) og på DR

Vi er gået i gang med vores egen evaluering - vi lærte og lærer en masse om at drive festival, og vi har også fået flere tilbagemeldinger om forbedringspotentiale. Der er kommet forskellige forslag, som vi tager til os og tager med i vores overvejelser om, hvad og hvordan vi skal gøre det anderledes og bedre.


For vi er gået i gang med planlægningen af #Knitwork16. De første undervisere og foredragsholdere er inviteret og har sagt ja, og vi er så småt gået i gang med tegningerne over salene, der skal have stande. Og selv om det tog tre dage at komme op til overfladen igen, og selv om jeg i skrivende stund stadig er træt, så er jeg faktisk allerede begyndt at glæde mig til at næste års program!

Vel mødt til #Knitwork16 23.-25. september.




Se IG billeder med hashtag #Knitwork15 her og her og her og her

Der var også billeder på IG Hashtag #cphknit15


torsdag den 27. august 2015

strik og strik og strik og strik

Udover at gå på skønne farveworkshops og arrangere strikkefestival, får jeg også strikket lidt på de øvrige projekter.

Min #knitswirl vokser støt, det er lidt langsommeligt, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at dette projekt ville tage tid. (en interessant oplevelse for øvrigt: på den måde gør det ikke noget at det ligger og hviler lidt). Der er stadig mange masker på pinden, men jeg har lukket af til halsen og strikker de to ærmedele færdige.





Tidligere på sommeren var jeg jo på lagersalg hos Tusindfryd og fik købt noget skøn hverdagsuld i en dejlig jeansblå farve. Jeg har indtil videre strikket et par uldbukser til Louis, og de passer ham fint, så der er basis for flere par.
Jeg hækler på #vinkelsjalet (opskrift hos Lutter Idyl) af det skønne lammeuld jeg købte på popupsalg hos G-uld.dk i vinter. Det er mit tredie store hækleprojekt denne sommer: to forskellige #Bark og nu
dette, det er faktisk en dejlig afveksling.






 For længe siden købte jeg noget grøn lincot og noget andet grøn cottonwool (altsammen hos garnudsalg.dk). Lincot'en strikker jeg også en cardigan af, og ærmerne er blevet taskestrikketøjet, for det fylder ikke så meget, og så bliver det ikke så hårdt for hænderne.
Jeg fandt på at strikke HendesVerden-kjolen (opskrift af Ellen Holm) og sætte de to garner sammen. (godt man har en velforsynet stash!!) Det giver et meget fint spil og liv at strikke kjolen med én pind af hvert garn. Hvis jeg når det, bliver den færdig til Strikkefestival-weekenden, så jeg kan være med på opvisningen søndag eftermiddag.


 Og så er jeg totalt hooked  på #krydretstrik: jeg har just lukket af på den 3.hue. Det var så heldigt at to af CBs venner straks ønskede sig en hver, da de så billedet af ham med huen på Facebook :-)







Så jeg havde dels en fest med at vælge farver og sætte sammen ud fra mine farveklemmer, dels måtte jeg besøge Rasmilla for at købe mere garn, så der er nok til hue4 plus en halsedisse eller noget til mig  :-D


 På litteraturfronten sker der heldigvis også noget. Jeg købte for første gang PomPomMag, et skønt engelsk strikkemagasin, der udkommer kvartalsvis, og ikke alene er herligt at bladre i og blive inspireret af, men også kom smukt pakket ind med en lille personlig hilsen. Det er markedsføring!

Og forleden havde Netto den første #Skappelstrik på tilbud, så for 99.kr blev mit bibliotek forøget med endnu en dejlig bog.