søndag den 12. oktober 2014

multiknitting

Jeg har altid flere strikketøjer i gang, nogle gange flere end andre.
For tiden strikker jeg på en kjole i en mørkegrå camel-merinoblanding, som skal have minkkanter. Jeg er nået til ærmerne, og jeg skal lige tage mig sammen...
Samtidig ligger den grønne hørcardigan og venter på ærmer, men jeg fik ondt i hænderne af at strikke med hørgarnet (man skal holde meget fast på garnet for at det ikke bliver for løst i strikningen), så den får lov at vente lidt endnu...

Capen af grønlandsk uld er blevet færdig, nu skal der bare findes knapper til den. Og Louis' sovepose i ubleget alpakauld er også færdig, den skal vaskes igen og så skal jeg finde knapper til den. (jeg må i Handler!)

Jeg er kommet langt med det islandske sjal, men der er mange masker på pinden nu - jeg har taget en af mine nyindkøbte lange rundepinde i brug - så det går lidt langsomt. Det er godt at tage fat på hvis jeg ved jeg kun har et par minutter eller 10 at strikke i, fx inden jeg går på arbejde om morgenen.
På samme måde er det hæklede islandske babytæppe også undervejs, lidt ad gangen.

Min möbius i den tykke gule alpaka blev færdig og er skøn og varm. Der var garn nok til en hue, og måske også til et par håndledsvarmere.

Med strømpestrikningen er jeg nået halvvejs - jeg er lige begyndt på nummer to. Jeg strikker toe-up, for jeg har 2x50 gr nøgler, og så ved jeg jo at der er garn nok til strømpen, men skaftet bliver så langt som det kan lade sig gøre

Forleden så jeg at Karen Noe havde en opskrift i et tillæg til et ugeblad, og det så så spændende ud, at jeg købte bladet. Det er ikke så tit jeg køber disse tillæg (med ugeblade), for jeg synes de fleste opskrifter kan findes på diverse gratis-sider efterhånden (eller via Pinterest). I tillægget er der, foruden Karen Noes poncho, en skøn sweater strikket i meleret garn på tykke pinde. Heldigvis har jeg - i min stash - 4 cones med tynd Blackhill uld fra Garnudsalg.dk, som jeg kunne vinde sammen til en fin farvekombination. Jeg har valgt pinde 6½ og 8 i stedet, det passer til mit garn. Det er god fjernsynsstrik (jeg begyndte under landskampen lørdag aften, fordi jeg måtte overvære Yussuf Poulsens debut), omend det kræver lidt opmærksomhed at få alle fire tråde med hver gang.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar