Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.

søndag den 27. november 2016

knit-along - fællesstrik / gruppestrik /

Jeg er jo hoppet på en knit-along: Designeren Bente Geil har lavet Resume - en samling af hendes opskrifter gennem de sidste 10 år. Et par gange om ugen kommer der nye clues. Vi er nået til Clue 5, og indtil videre har jeg lært 3 nye ting: en kabelopslaging, et blomstermønster og at strikke (flade) snoninger uden hjælpepind. Hvert clue strikkes igen, når de nye efterhånden bliver lagt, til, så foreløbig er der altså fem forskellige opskrifter at holde rede på. Det er enkelt nok, og så alligevel lidt udfordrende, fordi man skal holde rede på de forskellige mønstres pinde-antal etc.




Jeg er meget spændt på resultatet, og hvordan det skal afsluttes. Afslutningen kommer først efter jul!




I sommer meldte jeg mig ind i facebookgruppen "Vi som stickar Järbosockan" I sommer var der en mysteriesokkeKAL over 6-7 dage, og det var dels sjovt at være med, dels blev det et par rigtigt fine sokker (som jeg gav til min mor). Næste KAL, jeg vil prøve være med til er Adventssockan, som  begynder i morgen, første søndag i advent.

Min frakke i den meget grove britiske uld jeg købte hos garnudsalg.dk er blevet monteret. Den skal nu dampes og have knapper. Jeg har prøvet den og den er fin! Jeg har også strikket en anden lang cardigan-jakke i shetlandsuld, den skal sys sammen , og jeg har besluttet at før der er hæftet ender på de to andre færdige ting, der hænger på stuedøren kan jeg ikke begynde på mit næste sweaterprojekt af recyclet kameluld med striber af vrangmasker.
Jeg har også lovet at strikke strømper til både Louis og Sally, det er heldigvis ikke noget der tager så lang tid (#neverenoughtimetoknit !)
Mit nuværende strikkehjørne i sofaen


På Knitwork16 fandt min gode veninde Jette en smuk cape hos Dragen.dk Grønland hedder den, og er strikket af uld og hør. Jeg har lovet at strikke den, og er noget ca 1/3. Mønsteret går over 12 pinde og 6. og 12. pind er møg besværlig at strikke! Ellers bliver den fin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar