Om mig

Mit billede
Jeg er en håndarbejdskvinde. Jeg har strikket, hæklet og syet hele mit liv. På denne blog noterer jeg hvad jeg strikker på, hvor langt jeg når, mine ideer til strik, noget om mine inspirationskilder og jeg deler gerne af min strikkeviden og -erfaring.

lørdag den 6. februar 2016

Nostalgi og Sentimentalitet ... og et nyt online redskab. Plus et besøg på AOH

Forleden kom min mor med en gave til mig. En lille fin pakke. Jeg åbnede den, og det viste sig at være mit allerførste strikketøj. En nålepude, jeg strikkede da jeg i 1967 gik i 2. klasse på Hummeltofteskolen. Min håndarbejdslærer, fru Overgård, var en uvenlig og utålmodig dame, og jeg husker tydeligt, at hun udbrød "ja, det er jo hæsligt", da jeg (stolt?) fremviste mit resultat.





Det lykkedes ikke fru Overgård at fratage mig lysten til håndarbejde. Jeg har syet, strikket og hæklet siden min tidlige ungdom. Jeg har sågar en uddannelse som Tilskærer, og er nu i færd med at arrangere den anden strikkefestival i København (sammen med #darlinghusband, naturligvis).
Det lykkedes hende heller ikke at fratage mig glæden ved håndarbejde. Jeg strikker på livet løs - i 2013 strikkede jeg ½ Marathon i kilometer garn - (seneste projekt på pindene er en sweater til CB), jeg syede kjoler i massevis til mine døtre, da de var yngre, og jeg hækler også med lidt mere ujævne mellemrum.
Det lykkedes heller ikke for fru Overgård at begrænse mine evner, min kreativitet og min udfoldelse med håndarbejde: jeg er god til det! det er jeg naturligvis blevet ved at 'øve mig'. Jeg har strikket mine 10.000 timer 1) (det er ca 10 år) mindste tre gange, altså i 30 år, så jeg har udviklet mit håndelag, og (det siger Louise K selv) er en dygtig strikker!

Alligevel var det med stor glæde og nostalgisk sentimentalitet (i begrebernes allerbedste betydning), at jeg åbnede gaven fra min mor og fandt den lille nålepude af gult bomuldsgarn. Den er lidt nusset og grålig af svedige barnefingre (og efter at have ligget i en skuffe i snart halvtreds år!), men den er hjertegribende fin!

***************************

Jeg har tidligere skrevet om inspiration på sociale medier; facebook har en funktion, hvor der opsamles 'minder' fra de sidste 7 år på ens profil. Dagens 'minder' indeholdt et link som CB delte med mig for et par år siden. Stitchboard.com 

Det er en online feature, hvor man kan omdanne billeder til strikkemønstre (eller hækle-, eller broderi-). Jeg har prøvet et par gange nu med forskellige typer billeder - det er vildt sjovt. Det bedste resultat er et billede af en lakridspibe - og det er først og fremmest fordi billedet ikke er meget detaljeret. Jeg forsøgte mig også med en silhouet og et blomsterbillede af en flittiglise, men det blev for stort for mig at overskue (i første omgang.) Det er fedt med den slags online redskaber - og det er gratis at tilmelde sig!

 *******************************

På søndag har vi planlagt udflugt, CB og jeg. Vi skal på Håndarbejdsmesse, dels for fornøjelsens skyld (mest mig), dels for at netværke (knitworke!) om vores Knitwork Events i 2016. Vi har hele tre af slagsen indtil videre: 
Master Class 12. og 13. marts i Indre By Kulturhus, Knitwork Light 9. april på Biblioteket i Nordvest og naturligvis Knitwork16, Strikkefestival i København på Indre By Kulturhus.Læs mere om alle events på hjemmesiden .


1) der er forskellige links til forklaring om de 10.000 timers træning/øvelse; dette er blot en enkelt udvalgt artikel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar