Jeg sad i den åbne strikkecafe Problemløsningsstrik, og her fik jeg blandt andre besøg af Louis og hans mor. De besluttede at prøve Børne- og familieværkstedet, hvor Thea var vært, og her fik Louis lov at lave sin første perlesnor. Han sad i ti minutter sammen med sin mor og valgte perler, som han derefter trak på en snor.
Da de kom op til mig igen, kom han løbende for glædesstrålende at vise mig den fine snor. Heldigvis kom Louis' bedstefar forbi et øjeblik efter, så han fik også lov at beundre den fine snor (og glæde sig over barnets henrykkelse).
Udover jeg naturligvis synes, at den er fin og han havde valgt nogle skønne farver, så var hans glæde ved at vise sit værk frem, og ikke mindst hans fornøjelse ved arbejdet, hjertegribende og vidunderligt. Essensen af at have fremstillet noget med sine hænder!
***
På Knitwork Light deltog jeg i Sidsels workshop "Kom videre med hækling" om eftermiddagen, og det var utroligt lærerigt! Ingen af os deltagere var nybegyndere, men blev udfordret på hæklingen, fik lært mange små finesser og smarte muligheder til at gøre de hæklede arbejder endnu finere (opslagskanten var for eksempel et hit!) Vi lærte mere om struktur, og de andre afprøvede reliefhækling (som jeg allerede har brugt i mine to Bark cardigans). Jeg hæklede snoninger for første gang - snoning til højre var det nemt som fod i hose, mens snoning til venstre var en pita! (pain in the ass :-D) Men sjovt at prøve, og bestemt noget der skal anvendes snarest. Det var også muligt at købe både bøger og opskrifter, og jeg lod mig naturligvis friste, så nu har jeg hæklet fine håndledsvarmere med bølgemønster.
***
Sidste uge skrev min norske veninde Kathrine til mig og spurgte efter en bestemt opskrift på en sweater med stjerner. Jeg spurgte i et par strikkegrupper, som sendte forskellige forslag, bla en opskrift fra Mayflower (som ikke var den Kathrine efterspurgte). Jeg blev så inspireret af alle de forslag, at jeg måtte finde det færøgarn frem, som jeg købte på et ophørsudsalg forrige år. Jeg havde en tanke med det, men den er dels droppet (dels glemt!), og nu er noget af garnet blevet til en stjernesweater. jeg tror, det er en færøsweater, men jeg er ikke helt sikker ... (se Designer Halla Ben fortælle om forskellen på den færøske og den islandske sweater i DR Aftenshowet 6. april).Og sidste nyt på Festivalfronten: vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på programmet og tegne de sidste streger på salsplanerne til standene på #Knitwork16, så lige om et øjeblik går salget i gang. Følg med ovre på Knitworks hjemmeside og meld dig eventuelt til nyhedsbrevet .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar