"Vil du måske strikke en sweater til mig?" Hmmm, det ved jeg ikke, måske, hvad er det for en, det koster penge at få håndstrikket en sweater etc. etc. "Opskriften ligger på nettet" Tjo, måske, lad mig se på det.
Vi så på billedet af Julliard pulloveren fra firmaet Ganni. Jeg søgte lidt, og fandt at den norske Bølgegenser ligner lidt efter Ganni-trøjen. En anden variant var Høstgenseren, Janni-trøjen (på en dansk hjemmeside) og magasintillægget Sally havde deres egen version (uden hulmønster, tror jeg). Jeg opdagede også, at det er en sweater, der har 'floreret' på Instagram i nogle måneder - temmeligt mange har været i gang med Bølgegenseren i et stykke tid.
Prisen for Ganni pulloveren i butikkerne var 2999 kr. Håndstrikket i Italien, garnet er mohair og uld.
Ved lidt søgen fandt jeg at garnforbruget ville være ca 9 nøgler Drops Air på p 9 (pris ca 550 kr). Og betalingen for at strikke sweateren ville være 1000 kr. (symbolsk vennepris!) Den norske opskrift kostede ca 60 kr.
Færdig Waves sweater |
På strikkecafeen havde en pige en sweater på, som var strikket på p9, og opskriften var fra Hendes Verden-tillægget Sally. 71 m på hhv forstykke og ryg, og 31 på ærmeribben.
På pinterest fandt jeg mønsterrapporten til hulmønsteret. Så langt, så godt. I mit garnlager fandt jeg 20 nøgler pudderfarvet Dale Freestyle Jeg mente, at der ville være garn nok.
I et par dage regnede jeg på opskriften: hulmønsterpanelet er 19 masker bredt, panelet imellem de to hulmønsterpaneler på forstykket skulle være 13m perlestrik, og sidepanelerne ville jeg have retstrikket (retriller).
Ryggen skulle være perlestrikket, ærmerne have ét hulmønsterpanel, og sidepanelet mod forstykket skulle være retriller, mens sidepanelet mod bagstykket skulle være perlestrikket. Alt sammen med dobbelt garn på p9.
monteringsklar |
Ærmerne har 6 udtagninger, 6 gange med 6 pindes mellemrum. Ribkanterne er 10 p rib 1r, 1vr på for/bagstykker og ærmer, mens halskanten kun er 8 omgange. Monteringen er gjort med maskesting; skuldersømmene er lukket med maskesting - en aflukningskant blev for tyk. Ærmerne er syet på med maskesting samtidig med aflukning.
Jeg har ændret lidt ift billederne af de øvrige trøjer: Sidepanelerne er strikket i ret(riller), bølgen har fået retrillekant, ærmerne er jævnt bredere (ikke ballonærmer), ærmerne er påsatte uden egentligt ærmegab, og sidepanelerne på ærmerne er forskellige. I praksis 5 ændringer, og alligevel er det min fortolkning af en trøje, som findes i flere varianter under forskellige navne. Jeg har kaldt min fortolkning Waves.
rest: 88 gram |
Nasibe med sweateren |
På billedet ser Nasibe heldigvis glad ud - jeg fik en mægtig krammer efter at have overbevist hende om at det var rigtigt, at sweateren er strikket til hende! #Gavegiverglæde #strikkeløftet2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar