Fra tid til anden surfer jeg på strikkeinternettet, som regel inspireret af et opslag på Instagram. Mit seneste 'fund' er norske Pinneguri, som var en del af den netop overståede Stavanger Strikkefestival, hvor også Charlotte Kaae var underviser. Pinneguri havde blandt andet lavet opskrift til Stavangerluen (opskriften er gratis og findes på Pinneguris Ravelry profil).
Jeg blev ledt videre til hendes blog, hvor der bl.a. var et spændende indlæg om steeking - opklipning af strik på godt dansk. Linket til indlægget findes lige her
En anden side jeg har besøgt nogle gang for inspiration er Shetland Wool Week.
Det ser spændende ud og det tiltaler mig at der er kampagner for fornuftig brug af den lokale uld!
På siden er også den fine fårehue - Blaa-ble Hat,der ligger som gratis opskrift ). Opskriften er af Donna Smith Designs, som er primus mortor for SWW.
Den hue har jeg også strikket - måske i nogle lidt vilde farver! Jeg er gået i totalt huestrikke-mode :-)
Instagram har også ledt mig forbi Tant Koftas hjemmeside som blandt andet har dejligt garn. På min ønskeseddel står nu garnet Nordic Life! Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg evt kunne tænke mig at strikke af det, men det er så skønne farver, at jeg (på et passende tidspunkt) må eje det!
Til strikkefestivalen ønskede CB sig en butterfly, og det samme gjorde vores skønne DJ som spillede lørdag aften. CB søgte lidt rundt og fandt Tines dejlige blog, hvor opskriften til en butterfly findes. Det er et hurtigt lille aftenprojekt, så jeg strikkede to, som blev båret under festivalen :-)
Knitwork havde besøg af Arne & Carlos til inspirationsforedrag første fredag i november. De var - som altid - både morsomme, hyggelige og inspirerende at høre på!
Knitwork havde inviteret Fox & Jane til lave en popup-shop, og Trine havde strømpegarn (designet af Arne & Carlos, naturligvis), strikkepinde og de nye julekugler med - en adventsudgave. Jeg måtte købe et nøgle strømpegarn, dels fordi det er pænt, dels fordi det oprindelige navn var Vampyr, men det kunne Garnfirmaet ikke klare, så garnet blev omdøbt til Grøntsagshave :-D
julekugle 1 - juletræ |
julekugle 2 - engel |
julekugle 3 - pigvin |
Diagrammet har jeg brugt til at lave en julekugle til min ældste datter; hun har noget med pingviner, så efter lidt søgen rundt på pinterest, fandt jeg det rigtige mønster. Ligeså sjovt det er at strikke Arne & Carlos' julekugler, ligeså herligt er det at finde sine egne motiver at sætte på! (i øvrigt har jeg byttet rundt på farverne på julekugle 2 - en engel er altså hvid!)