Det er ikke så ofte jeg føler mig Pippi-agtig, men i forhold til
vores Strikkefestival - den første i København - så må jeg sige at den
følelse er meget fremtrædende!
Det startede med at CB
spurgte, om jeg kunne have lyst at lave en strikkefestival, for der var
en ledig lørdag i hans eventkalender. Jeg slog til, så næste skridt var
at skrive et kort udkast til det, jeg kunne tænke mig at have på 'min'
festival. Kort sagt ønskede jeg mig et par workshops, et foredrag og et
par udstillingsstande.
Fint! sagde min
eventsnedker-mand, det gør vi. Men der må lidt mere til. Skriv også en
liste over dem, du vil have til at undervise, og hvilke du vil have på
udstillingen.
Jeg kastede mig ud i strikkeslaraffenland
og skrev list efter liste med inspirerende undervisere, skønne
garnforhandlere og interessante foredragsholdere. Vi sendte invitationer
ud, og fik - til min store fryd - utroligt mange positive svar tilbage.
Faktisk så mange, at CB mente, at vi nok kunne udvide festivalen med
søndag formiddag. Og - sagde min festglade mand - lad os lave noget
sjov lørdag aften. Det er jo en FESTival!
Vi lavede en
facebookside, som i løbet af et par uger var oppe på 500
følgere/deltagere til festivalen. Nogle enkelte spurgte "hvem er I
egentlig?", så da vores hjemmeside gik i luften var der også sørget for
en fane med "Om Os". På den kan man læse, at CB er eventsnedker og jeg
er strikkeren. Det er sådan set essensen af hvem vi er, og hvorfor vi
laver en festival.
På metaplanet er det fordi det er
sjovt at organisere og arrangere events/seminar/konference/; det har
både CB og jeg gjort i 'professionel' sammenhæng, det vil sige i vores
'day jobs'. For mig er det også en fantastisk glæde at kombinere mit
håndarbejde (og den glæde det giver mig at strikke) med at lave et
arrangement, som ser ud til at blive en god og sjov weekend.
Vi
har udvidet efterhånden som ideerne er kommet op; flere undervisere,
modeshow og strik-opvisning; vi har flere og forskellige foredrag, der
er åbne strikkecafeer i salene, hvor standene holder til; vi har
udstilling af fotostrik, (som bliver til en coffetable-bog der bliver solgt på Strikkefestivalen) og haiku-strik, og en paneldebat om ophavsret.
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj1OOLsJ-fc4XPwy5Jw0NztZ4ss2JaXJmFT01oRjez6-IgNh5fIRLSZnknVdnETqzD0FOnM80-E1S_12q8G-2jFlvVTl1Hsq1ZkN1UtNDzhNJ8yyjKdbSFlsnD872QcuMQHkI2vQbKfliGI/s200/11921712_493253184170826_7440882887823322928_n.jpg)
Vi
har fået henvendelser fra mange, som gerne vil være med på en stand, og
vi har været nødt til at oprette en venteliste, for en del af vores
konceptuelle forestilling er en lille
festival - og ikke en
messe. Derfor har vi begrænset antallet af stande. Det er vigtigt for
os, at også området med stande og salg af alt muligt vidunderligt og
spændende garn og tilbehør, bliver et interaktivt sted for strik &
snak. Det er nemlig essensen af vores vision:
Knitwork er netværk med garn.
Vi har mødt forskellige mennesker, som på den ene eller anden måde engagerer sig i festivalen.
En
af standholderne, Kristin, er også arkitekt i firmaet Einrum, og hun
tilbød at tegne salsplanen for salgs- og udstillingsstandene til os.
Dels giver det et smukt overblik, dels er det et godt grundlag for mødet
med brandmajoren, som skal godkende vores ønsker om opstilling.
Da
det er en festival med garn som et hovedemne, måtte vi naturligvis have
et festival-signaturgarn. Vi kontaktede en af standholderne: Lene, som har firmaet Fredsminde
Unika Design, hvor hun håndfarver det smukkeste garn. Lene formidlede også
kontakten til Canard, og forhandlede en god indkøbspris for det lækre
Angel Touch garn til os. Vi har besluttet at lave to forskellige farver
(festivalens orange og grønne) i et kit med 100 gr af én farve i hvert
kit, hvor der også følger en opskrift med. Kits bliver solgt på
festivalen, dog er nogle enkelte udloddet som præmier i de forskellige
konkurrencer vi har i løbet af weekenden.
Woolspire kontaktede os, og ville gerne bidrage til festivalens efterhånden alsidige program. Deres vision er
Inspiration er til for at blive delt, så
det var oplagt at samarbejde om paneldebatten om ophavsret. Vi havde
nogle meget inspirerende og konstruktive møder med Diana og Jeppe, og
fik sammen lavet et godt oplæg til debatten. Det er (i øvrigt ) en af de
gratis fornøjelser på festivalen, og vi håber at rigtigt mange vil
komme og lytte og gerne deltage i diskussionen af dette vigtige emne.
Jo nærmere festivalweekenden kommer, jo mere intens bliver følelsen af at vi har gang i noget stort!
Bogstaveligt: der er mange tråde, snore og tov at holde i, mange mennesker involverer sig og skal holdes opdaterede, og der er utroligt fantastisk mange der viser interesse og - ikke mindst! - køber billetter til festivalen og de mange forskellige aktiviteter det er lykkedes os at få plads til.
I overført betydning fordi det gør mig - og os - glade at arrangere en
festival i centrum af København, hvor en mase mennesker møder om en fælles interesse, som for nogen er en hobby for andre er et arbejde. Men fælles er glæden ved håndarbejdet.
Jeg glæder mig - helt vildt, faktisk - til festivalweekenden. Jeg er spændt og lidt nervøs for om alt vil gå som vi ønsker og håber - og regner med. Det er godt at CB, eventsnedkeren og den administrative tovholder par excellence, er sammen med mig om dette. Når jeg får panik (og det er noget jeg er virkeligt god til), har han ro og overblik og ikke mindst styr på detaljerne.
Det er et godt samarbejde vi har - og det bliver en fed strikkefestival.